Print Friendly, PDF & Email

021-1080x675

Når man lever på en SU og samtidig har et travlt program i løbet af ugen, kan det være en god ide at lave madplaner, hvilket jeg efterhånden er blevet rigtig god til, hvis jeg nu selv skal sige det. Ofte planlægger jeg maden, så der er til et par dage, hvis vi har et særlig presset program, hvilket er grunden til, at jeg har lavet en stor grydefuld chili con carne i denne uge.

Hvad jeg derimod ikke havde planlagt, var at portionen blev så stor, at der var chili con carne med ris til aftensmad i 2 dage OG en latterlig, lille rest, som ikke rigtig ville kunne mætte nogen af os, men som omvendt heller ikke skulle smides ud. I et øjebliks genialitet kom jeg i tanker om, at bruge den sidste lille portion chili con carne som fyld i et par madpandekager og servere dem a la kebabrulle, altså med strimlet salat, tomater, agurk og lidt creme fraiche dressing til. En lille bitte smule kogte ris var der faktisk også til overs. De blev varmet i microovnen og kom ligeledes i pandekagerne, hvilket bestemt ikke gjorde dem dårligere.

 

 

Pandekagerne blev rørt sammen sådan lidt på gefühl – 1 æg, lidt mel, salt og olie samt mælk til konsistensen var passende. Der blev 6 pandekager i alt og en lille én til Villy, hvilket viste sig at være helt perfekt til vores aftensmad. Og dermed blev den sidste rest chili con carne, det sidste ris og den sidste rest af et salathoved fra vores Cobb Salad i sidste uge udryddet. Restemad på den allerbedste måde.

Pin It on Pinterest

Share This