Print Friendly, PDF & Email

Modsat julefrokosterne, hvor rigtig mange retter er selvskrevne og en fast tradition, så er der knap så meget tradition omkring påskefrokosterne. Jo, selvfølgelig er der noget med æg og rejer, sild og varm leverpostej, evt. også en lækker lammerullepølse og lidt ost, men det er jo ikke fordi, der er noget specielt “påsket” over de retter og i bund og grund ville de sagtens kunne indgå på et frokostbord på et hvilket som helst andet tidspunkt på året.

 

 

Derfor er der også mulighed for, at tænke lidt ud over det sædvanlige til påskefrokosten – her behøver alle retterne ikke nødvendigvis være traditionelle og med forårets komme og forsommeren indenfor rækkevidde, er der også mulighed for at sætte noget lidt mere grønt, friskt og knasende på bordet.

Carpaccio med nye, hvide asparges og en lækker, måske hjemmelavet, basilikumpesto. Asparges emmer langt væk af forår og er man ikke til carpaccio, kan man i stedet servere grønne, letdampede asparges med en god skinke og pocherede eller smilende æg til.

Til en påskefrokost skal der være lidt lækkert fisk og måske også frikadeller. Hvorfor ikke kombinere de to ting og lave en portion sprøde og knasende tunfrikadeller – er man ikke til tun, kan man i stedet lave krabbefrikadeller/crab cakes.

Min mor har engang “opfundet” verdens bedste rejesalat med mango, chili og forårsløg. Vi spiser den hele året rundt og den behøver egentlig ikke nogen anledning, for den er fantastisk, men skal der en anledning til, så kan jeg ikke forestille mig nogen bedre end en påskefrokost. Knaset fra forårsløgene og sødmen fra rejer og mango er en rigtig forårsfrokost værdig.

Uanset hvordan man vender og drejer det, så er tærter bare altid gode – ikke mindst på et frokostbord. Her er det en hurtig tærte med broccoli og bacon, men et alternativ kunne være en gulerod og løgtærte eller en rigtig forårsbasker af en tærte, nemlig tomattærte med oliven, feta og ramsløg.

Og nu vi er ved tærter, så må vi ikke glemme tærtens svar på tarteletter med høns i asparges, nemlig en kyllingepie med asparges. Under det sprøde pielåg gemmer sig en lækker, cremet sauce fyldt med kyllingestykker og asparges. Perfekt som lun ret på frokostbordet, evt. suppleret med en blandet, grøn salat.

Og for nu at blive i den indbagte verden, så kommer vi ikke uden om den, i tidligere tider, så berømte skinkestang – her i en udgave med champignon og pikantost, men den kan varieres i det uendelige, jeg har fx lavet en variant med peberfrugt og grønne ærter. Server den med lidt salat til og der vil ikke være et øje tørt endsige rester til dagen efter. Uanset hvor old school og 80’er agtig en skinkestang er, så er det stadigvæk, en af de mest søgte opskrifter jeg har på bloggen og når jeg laver den, bliver der aldrig noget tilbage.

Og så til det søde punktum, for hvorfor ikke lave en portion hjemmelavede påskeæg til desserten/kaffen? Det behøver jo ikke være med 5 forskellige slagt fyld og tage flere dage – man kommer rigtig langt med en rulle marcipan, evt. suppleret med lidt nougat og så en god chokolade til at overtrække æggene med. Jeg plejer at lave hjemmelavede påskeæg af resterne fra julens konfektfremstilling – så bliver det hele brugt.

Pin It on Pinterest

Share This