Print Friendly, PDF & Email

Jeg blev for noget tid siden kontaktet og spurgt, om jeg havde lyst til teste en række påske-chokolade nyheder fra Konnerup & Co? Øhhhh, joooo tak, det tror jeg godt lige, jeg kan overkomme! 🙂 Og i sidste uge ankom så den fineste pakke med de lækreste fyldte påskeæg, 1 lille plade ren, lys chokolade og 2 små fuglehuse – fyldt med knasende, karamelliserede mandler, overtrukket med lækker mælkechokolade.

Nu er jeg jo vild med det meste chokolade, bare det er en ordentlig kvalitet (og faktisk også billig skod-chokolade engang imellem, men sig det ikke til nogen ;)), så for at få en så uvildig dom over chokoladen som muligt, inviterede jeg mine forældre til eftermiddagskaffe og chokoladesmagning – og det kunne de sjovt nok godt.

Vi fik kaffe og te i kopperne og så trak vi ellers ærmerne op og gik i gang. Vi skar æggene over i halve og kvarte – dels for at smage så mange som muligt og så var vi heller ikke helt sikre på, hvorvidt vi kunne spise det hele, på trods af alle vores gode intentioner 🙂

Vi startede med de små æg som indeholdt hhv. rabarberfyld (hvid chokoladeskal), citronfyld (mørk chokoladeskal) og saltkaramelfyld (lys chokoladeskal). Min mor var den første til at smage på æggene og vi andre kiggede forventningsfulde på hende, indtil det endelig lykkedes hende at sige – “Det er helt vildt godt det her”! Det fik selvfølgelig os andre i aktion og vi kunne kun give hende ret – de æg var virkelig helt vildt gode.

Jeg synes, smagskombinationerne i æggene var lidt nytænkende i forhold til hvad man ellers ser og så var smagsnuancerne ekstremt fint afstemt i forhold til hinanden – de lå lige så fint og legede på tungen og på intet tidspunkt blevet noget mere dominerende end andet.

 

 

I den store æske med marcipan-æg var der hhv. ren marcipan, hyldeblomst, orange og hasselnød og pære. Igen lidt nytænkende i forhold til både smag og kombinationer og vi delte hvert æg i 4 kvarte og nød dem et af gangen. Indimellem rensede vi ganen med de små, lækre mandler fra fuglehusene – jeg ved godt, at der måske ikke ligefrem er noget nyt ved at karamellisere en mandel og overtrække den med chokolade, men disse her var altså helt ualmindeligt gode. Lækre og knasende og med et ultra tyndt lag lyst chokolade, der smeltede lige så snart mandlen kom i munden. Haps!

Vi nåede desværre ikke, at få smagt på den lille plade lys chokolade – der var simpelthen ikke plads til mere, på trods af de store ambitioner vi lagde ud med, men pladen er blevet gemt til en hyggeaften, hvor vi lige trænger til lidt hverdagsluksus til en kop te.

Jeg har efterhånden set Konnerup & Co chokolade i flere specialbutikker, blandt andet “Vom Fass”, men bor man ikke lige i nærheden af en sådan, kan man købe chokoladen eller tjekke resten af sortimentet ud på Konnerup og Co’s hjemmeside. Jeg skal i hvert fald klart have fat i nogle flere af de der mandler……..og mon ikke der også ryger en pakke påskeæg i kurven, nu jeg er i gang? 🙂

Derudover kan man jo besøge Konnerup & Co’s Chocolaterie og butik, som ligger mellem Faaborg og Svendborg på Fyn. Jeg var der selv sidste sommer, på en af vores dagsture til Fyn, og jeg kan love, at det var en stor oplevelse for sådan en chokolade-elsker som mig 🙂

Note. Indlægget er sponsoreret, men ordene og meningen er helt min egen.

Pin It on Pinterest

Share This