Print Friendly, PDF & Email

Dette her er let og lækker aftensmad på en forårsaften. Den fine grønne farve på pandekagerne gør mig glad og når den så oven i købet skyldes en masse, lækker spinat, gør den mig ikke bare glad, men også sund. Pandekager med fyld kan varieres i det uendelige – senest har vi fået dem med chili con carne og vi er også ret vilde med udgaven med oksekød, hvidkål, løg og gulerødder, men den er også sådan lidt vintertung og brunlig i det og nu synes jeg, vi trænger til forår og farver.

Pandekagerne i aften blev derfor fyldt med god skinke – hamburgerryg kan selvfølgelig også bruges og lidt revet mozzarella. Herefter blev de foldet i kvarte, inden de blev gratineret i ovnen, til osten var smeltet og pandekagerne varme. Bryder man sig ikke om spinat, kan man i stedet lave krydderurte- eller tomatpandekager ved at tilsætte tomatpure til dejen og vil man lave vegetarpandekager, undlader man bare skinken og kommer evt. lidt ekstra ost i.

Vi fik en lækker blandet salat og lidt creme fraiche dressing til pandekagerne og Villy fik en lille spinatpandekage med lidt skinke og ost, lavet af den allersidste rest pandekagedej, der var tilbage i skålen – så var han glad.

 

 

Vi spiste tidligt, for kæresten og Villy skulle til hvalpemotivation kl. 18.30. Jeg har læst lidt lektier, imens de var væk, men nu er de kommet hjem igen, så nu vil jeg lave en kop te til os, inden det er sengetid.

Spinatpandekager med skinke og ost.

Ca. 8 stk.

2 æg

4-5 spsk  mel

1,5-2 dl mælk

1 tsk salt

1 spsk olie

100-150 gr optøet, hakket spinat

8 skv god skinke eller hamburgerryg

8 spsk revet mozzarellaost

Slå æggene ud i en skål og pisk melet sammen med æggene. Herefter tilsættes mælken lidt efter lidt, til dejen har en passende konsistens – hvor meget mælk der skal tilsættes, afhænger lidt af hvor tyk dejen er og det afhænger igen af, hvor store æggene er, så det er lidt svært at komme med præcise mål.

Kom salt, olie og spinat i pandekagedejen og bag pandekagerne på en slip-let pande. Da der er olie i dejen, behøver man ikke komme yderligere fedtstof på panden. Fordel en skive skinke og 1 spsk revet ost på den ene halvdel af hver pandekage og fold den sammen til en halvmåne. Fold den herefter sammen til en kvart og placer den på en bageplade med bagepapir. Gratiner pandekagerne i ca. 10 minutter ved 200 grader, til osten er smeltet og alle pandekagerne er gennemvarme. Server med en blandet salat og lidt creme fraiche dressing til.

Pin It on Pinterest

Share This