Print Friendly, PDF & Email

Weekenden har været fyldt med sjove oplevelser, begivenheder og lækker mad. Fredag eftermiddag havde jeg gjort klar til en stor portion hjemmelavet sushi, som vi fik til vores aftensmad. Det blev til de sædvanlige California rolls med rejer, avocado, agurk, mango og chili mayonnaise. Desuden fik vi hver en rejemad på ristet franskbrød med mayonnaise og citron af de sidste rejer, som jeg ikke havde fået brugt til sushien.

Lørdag spiste vi en lang og lækker morgenmad bestående af blødkogte æg, frugt og friskbagte croissanter – bare færdigkøbt dej, rullet med en skive god skinke, en skive ost og en klat sød, grov sennep og så 15 minutter i ovnen. Desuden te med mælk og friskpresset juice. Ved 10-tiden kørte vi en tur til Vestkysten – først til Blåvand, hvor vi gik en god lang tur langs vandet. Derefter kørte vi ind til selve Blåvand og gik en tur på “hovedgaden” og så på butikker. Til sidst gik vi tilbage til bilen med Villy, så han kunne få lidt mad og vand og en lille middagslur og så gik vi hen på en café og spiste frokost. Derefter kørte vi til Vejers strand og gik en tur og til sidst kørte vi op til Henne og gik lidt rundt i byen, inden vi satte kursen hjemad – trætte, vindblæste og med røde kinder alle tre. Vi var hjemme ved 19-tiden og var egentlig ikke vildt sultne, så vi delte en pizza og resten af sushien fra fredag aften, sammen med lidt gulerods og agurkestave, en portion hjemmegjort dip og 1/2 pose chips med havsalt – så havde vi også fået strand nok og hyggede i sofaen resten af aftenen.

 

 

Søndag var det Øko-dag – dagen hvor de økologiske køer igen bliver sluppet ud på græs, efter at have overvintret i stalden og derfor danser rundt på markerne af glæde. At se sådan nogle køer danse kan virkelig få en til at glæde sig over, at betale et par kroner mere for en liter økologisk mælk – uanset om man tror på økologi eller ej, så er det i hvert fald det hele værd, at opleve dyrenes glæde. Sammen med mine forældre, kørte vi ud til en nærliggende gård og så godt og vel 200 glade køer danse rundt på marken, da de blev lukket ud af stalden – derefter var vi inde og se staldene og de små kalve i forskellige aldre. Desuden delte Thise forskellige smagsprøver på deres produkter ud – vi smagte blandt andet en meget lækker koldskål, yoghurt og kakaomælk. Økologisk selvfølgelig.

Efter turen i staldene var det blevet frokosttid og min far inviterede os derfor på en omgang frokost på Diagonal kroen i Give – et sted jeg aldrig har været før, men hold da op hvor var der hyggeligt. En rigtig kro på den gammeldags måde og frokosten bestod af 3 lækre stjerneskud og en pariserbøf. Inden turen gik hjemover til en kop eftermiddagskaffe/te og et lille stykke kage fra en bager vi passerede på vejen, var vi også lige et smut forbi Hopballe, hvor vi kiggede i deres fine gårdbutik og jeg fik købt en lækker dåse Kusmi grøn te med mint med hjem. Kyllinger købte vi ikke denne gang, for der ligger vist stadig et par stykker i fryseren, men til gengæld så vi kyllinger fra Hopballe ved slagteren i Blåvand om lørdagen.

Behøver jeg sige, at søndag aften lavede vi ikke rigtigt noget andet end at slappe af. Vi havde ikke Villy med til Øko-dag, selvom der var flere, der havde hunde med, som gik rundt og kiggede, både i staldene og på køerne – altså i snor, men Villy har vist endnu til gode at se en ko, så jeg tror lige vi tager en generalprøve, når der kommer kvier på marken nede ved søen, her hvor vi bor. Så kan det jo være, at han kan komme med ud og se køerne danse til næste år 🙂

Pin It on Pinterest

Share This