Print Friendly, PDF & Email

Som nogle af Jer måske kan huske, så luftede jeg tanken om at lave frikadellesandwich i en madplan for nylig. Jeg tror, jeg har smagt det én eneste gang, for mange år siden, mens jeg stadig boede i Århus, men jeg var mildest talt skuffet. En flad Påskebrøds burgerbolle smurt med noget ubestemmeligt dressing, lidt rødkål og agurkesalat og så var der placeret en tyk frikadelle på midten – forestil Jer lige hvad der skete, da jeg bed i den! Klaps, og så lå alt fyldet jo i bunden af posen, eller hvad det nu var, jeg havde fået den serveret i.

Men tanken om en frikadellesandwich har alligevel strejfet mig i årenes løb, for ideen er jo god nok – den skal bare laves ordenligt og så har jeg en teori om, at det gør den lidt mere “spise-venlig”, hvis man gør sig den ulejlighed at skære frikadellen i tykke skiver, i stedet for bare at lade den fungere som “vippe” for burgerbollen.
Jeg har stadig et par poser hjemmelavet rødkål i fryseren fra jul, så jeg tog en pose op og lavede desuden en portion af verdens nemmeste hjemmelavede agurkesalat. Hjemmebagte burgerboller var der til overs fra vi fik burgere med pulled chicken og så var det jo bare at stege en pandefuld frikadeller. Jeg fulgte ikke nogen egentlig opskrift, men tænkte lidt tilbage på den fantastiske flæskestegssandwich, jeg fik lavet til aftensmad engang i december og ud fra devisen – hjemmelavede frikadeller, rødkål, agurkesalat og lækre burgerboller, what’s not to like? – gik jeg i gang.

 

 

Resultatet blev intet mindre end perfekt. Vi fik en portion små, ovnbagte kartofler til, bare lige halveret, vendt i en smule olie og lidt krydderier og så bagt møre i ovnen og der var rigeligt mad. Den hjemmelavede version var bestemt noget, vi kunne lide og det er så absolut noget, vi skal have igen inden alt for lang tid. Egentlig skal der vist remoulade i sådan en sandwich, men det droppede jeg til fordel for en god aioli, som jeg havde stående i køleskabet og så jeg tror i øvrigt, at min frikadelle-sandwich forbandelse er blevet ophævet. Men damen i frikadellesandwich-boden overfor Salling på gågaden i Århus, hun kan altså beholde sine sandwich for sig selv!!!

Frikadellesandwich med rødkål og agurkesalat.

4 stk.

4 burgerboller – hjemmebagte eller købte boller af en god kvalitet

4 spsk aioli –  anden sandwichspread kan også bruges

4 store eller 8 små frikadeller

rødkål – hjemmelavet eller købt

agurkesalat – hjemmelavet eller købt

Lun bollerne, halver dem og smør dem med aioli. Skær frikadellerne i tykke skiver og læg dem på underbollerne. Dræn rødkål og agurkesalat for evt. overskydende væde og top det derefter ovenpå frikadelleskiverne. Læg til sidst overbollen på sandwich’en og server. Evt. med ristede kartofler og dip til.

Pin It on Pinterest

Share This