Print Friendly

Denne her opskrift er jeg simpelthen nødt til at dele med Jer, for det er ganske enkelt en af de bedste salater, jeg længe har smagt. Siden jeg lavede pulled chicken, for snart et par uger siden, har jeg overvejet, om ikke jeg skulle forsøge at lave en af mine yndlingssalater, nemlig en Cobb Salad, med pulled chicken i stedet for grillet kyllingebryst som ellers.

I går satte jeg så kyllingebryst med dry rub til at marinere i køleskabet og da jeg kom hjem fra skole i dag, satte jeg kyllingestykkerne i ovnen. Tre timer senere var kyllingen forvandlet til den lækreste pulled chicken – lige til at blande med salat, tomat, agurk, peberfrugt, løg, majs, feta, avocado og sprødstegte baconstykker. Og det smagte ganske enkelt fantastisk – denne her salat kommer helt klart på menuen en hel del gange hen over sommeren. Let, lækkert og lynhurtigt at tilberede – og resterne af den fantastiske kylling er kommet med på madpakken til i morgen. Min som en salat og kærestens som en sandwich med salat, tomat, agurk, karrydressing, sprødstegt bacon og selvfølgelig pulled chicken.

 

 

Cobb Salad med pulled chicken.

2 pers.

1 portion pulled chicken

1/3 iceberg i fine strimler

8 små cherry tomater eller 2 almindelige tomater i både

1/4 agurk i skiver

1 lille løg i ringe

1 lille dåse majs

1 rød peberfrugt i strimler

4 spsk feta i tern

1 moden avocado, skrællet og skåret i både

1 pk bacon i skiver, sprødstegte og skåret i mindre bider

Arranger pulled chicken, salat, tomater, agurkeskiver, løgringe, majs, peberfrugt, feta, avocado og baconstykker på 2 store tallerkner. Server straks, evt med et stykke godt brød og en creme fraiche dressing ved siden af. Kan man lide oliven, smager det også rigtig godt at tilføje et par stykker på toppen af salaterne.

Pin It on Pinterest

Share This