Print Friendly, PDF & Email

I morgen er det Store Bededag og traditionen tro spiser vi i aften varme, ristede hveder, så her over middag, vil jeg gå i køkkenet og bage en ordentligt portion hveder. Jeg bruger den samme opskrift, som jeg har brugt de sidste 4 år – den fungerer optimalt og giver flotte, luftige og lette hveder. Man kan godt nok købe hveder til næsten ingen penge i supermarkederne, men jeg synes altså, det er vældig hyggeligt, både at bage og spise hjemmebagte hveder.

Vi spiser vores hveder til aftensmad – sammen med lækkert charcuterier og gode oste, syltede nødder og lækker marmelade, så jeg bager helt traditionelle hveder. Spiser man kun smør, marmelade eller lækker ost til sine hveder, kan man i stedet prøve at bage en portion kanelhveder – de smager ikke overvældende meget af kanel, og minder slet ikke om hverken kanelgifler eller kanelsnegle – men de har en lille snert af kanel og er skønne, som alternativ til de traditionelle hveder med kardemomme.

Hveder med kardemomme.

ca. 24 stk.

100 gr smør
2,5 dl vand
2,5 dl mælk
50 gr gær
2 æg
2 tsk salt
2 spsk sukker
2 tsk stødt kardemomme
ca. 1 kg hvedemel

Smelt smørret og tilsæt vand og mælk. Rør gæren ud heri. Tilsæt æg, salt, sukker og kardemomme. Til sidst æltes melet i og dejen æltes godt igennem og hæver tildækket 1 time. Slå dejen ned og form den til 24 boller, der stilles med ca 2 cm’s mellemrum på en bageplade. Sæt et ildfast fad i bunden af ovnen (ovnen skal være slukket) og hæld kogende vand i. Sæt herefter pladen med hvederne i ovnen og lad dem hæve i dampen fra vandet i ca. 30 minutter. Når hvederne er hævet til dobbelt størrelse og er vokset sammen, tages de og bradepanden med vand ud af ovnen og ovnen varmes op til 200 grader (ikke varmluft). Herefter sættes hvederne tilbage i ovnen – uden bradepande med vand denne gang – og bager ca 15-20 minutter, til de er lysebrune og gennembagte. Ved servering halveres hvederne og ristes gyldne og let sprøde på brødristeren eller i ovnen.

Pin It on Pinterest

Share This