Print Friendly

Skumfiduser må så ganske afgjort kunne betegnes som hjemmelavet slik, når det er bedst. Hvis man selv laver sine skumfiduser, får man slik uden e-numre og farvestoffer og desuden står man i den heldige situation, at man helt selv kan bestemme, hvad de skal smage af. Og så er det oven i købet sjovt, og lidt klistret, at lave dem.

Lige nu står hylden i fuld blomst og det er der mange der benytter sig af, til lige at få høstet og brygget årets hyldeblomstdrik, jeg selv inklusive. Og imens jeg stod der og hældte nybrygget saft på gamle flasker, slog det mig, at smagen af hyldeblomster ville være genial at transformere over i en omgang hjemmelavede skumfiduser. For på trods af den enorme popularitet hyldeblomstsmagen har nydt de senere år, så er det ligesom den popularitet primært har holdt sig til drikke og kager.

Som tænkt så gjort og jeg må være ærlig og indrømme, at det er de bedste hjemmelavede skumfiduser, jeg nogensinde har smagt. Jeg tilsatte lige saften af 1/2 citron til hyldeblomstsaften, simpelthen for at det ikke skulle blive alt for sødt, når den i forvejen søde drik blev tilsat ekstra sukker og det gav en perfekt balance imellem det søde og det syrlige. Hyldeblomstsmagen trænger så fint igennem og skumfiduserne smager rent udsagt af sol og sommer. Har man endnu ikke lavet en portion hyldeblomstsaft, så kan jeg kun opfordre til at få det gjort og herefter lave en portion skumfiduser. Det behøver jo ikke være nogen kæmpe portion saft – der skal kun bruges 1 dl til denne her opskrift, så man kan nøjes med at plukke 10 hyldeblomstskærme og lave 1/2 L saft, men man kan også plukke en masse skærme, så man har saft til hele vinteren.

 

 

Sætter man saften over i dag, er den færdig lørdag eller søndag og så kan man jo altid byde på hjemmelavede hyldeblomstskumfiduser til Sankt Hans på mandag – måske til at riste over bålet eller grillen?

Skumfiduser med hyldeblomst.

Ca. 35 stk.

200 gr sukker

1 dl ren hyldeblomstsaft – færdigkøbt kan selvfølgelig også bruges

saften af 1/2 citron

7 blade husblas

flormelis

Sukker, hyldeblomstsaft og citronsaft kommes i en gryde og bringes i kog. Massen koges ind til en sirup i ca. 15 minutter. Imens sættes husblas i blød i koldt vand. Efter 15 minutter tages gryden af varmen og vandet knuges af husblassen. Rør den udblødte husblas ud i den varme hyldeblomstsirup ét stykke af gangen – sørg for at al husblassen er smeltet, inden det næste stykke kommes i gryden. Kom den varme sirup i en skål og pisk den i en røremaskine eller vha. en elmikser i ca. 20 minutter, til den er hvid, luftig og sej.

Beklæd en firkantet form med film og sigt et jævnt lag flormelis i bunden. Fordel hyldeblomstmassen i formen nogenlunde jævnt – det klistrer en hel del, men kan heldigvis nemt vaskes af. Lad massen hvile et par timer, til den er helt nedkølet og skær den herefter i passende bider som vendes i flormelis. Kom stykkerne i en sigte og ryst den godt, så det overskydende flormelis fjernes. Opbevar de færdige skumfiduser i en lufttæt beholder.

Note. Det kan være en noget klistret affære at skære de færdige skumfiduser ud. Min erfaring siger, at det går lidt nemmere, hvis man bruger godt med flormelis. Det overskydende flormelis kan jo bare sigtes af ned i en skål og kommes tilbage i pakken, når man er færdig.

Pin It on Pinterest

Share This