Print Friendly, PDF & Email

Jeg indrømmer, at der har været en hel del indlæg på det sidste, indeholdende pulled chicken. Men jeg kan slet ikke få armene ned over, hvor godt det smager og når man nu har gået og rynket på næsen af alt det der pulled pork, der i flere år har hærget landet, så er det jo med at udnytte det, når man finder et alternativ, der smager så englene synger. Pulled chicken er hermed officielt udråbt til en ny sommerklassiker her i huset.

Har I endnu ikke kastet Jer over disciplinen pulled chicken, så kan jeg kun opfordre til at komme i gang snarest muligt. Det er simpelthen så nemt, at man næsten tror, det er løgn og hvis man laver det som mig, i ovnen, skal man ikke engang tænde op i grillen og holde øje med den. Vi har fået pulled chicken i både burgere og i en skøn Cobb salad, men det nyeste hit er quesadillas.

 

 

Jeg havde gemt en halv portion pulled chicken, en rest fra en omgang burgere, og den blev fordelt mellem nogle grove tortillapandekager i selskab med et godt drys revet ost, hvorefter pandekagerne blev lagt sammen og stegt sprøde på panden. Majskolber og grofthakkede tomater og avocado med lidt salt og peber udgjorde tilbehøret og det smagte fantastisk. Let og lækkert og så var det også sådan lidt a la nippemad – og det kan vi godt lide herhjemme.

Quesadillas med pulled chicken.

2 pers.

1/2 port. pulled chicken – se evt. opskrift her.

4 fuldkornstortillaer

100 gr revet ost

1 spsk olie

2 tomater, i grove tern

1 moden avocado, skrællet og i grove tern

salt og peber

Pensl de 4 tortillaer med lidt olie på den ene side. På 2 af tortillaerne fordeles kylling og revet ost – det skal være på den side uden olie. Læg de 2 restende tortillaer over med oliesiden opad som låg. Varm en stegepande op og steg en tortilla af gangen. Pas på fyldet ikke ryger ud, når tortillaen løftes over på panden. Steg tortillaen et par minutter, så osten smelter og tortillaen bliver sprød og gylden. Vend tortillaen og steg den på den anden side. Gentag med den anden tortilla.
Klip eller skær den færdige quesadilla i fine trekanter og anret den på en tallerken. Bland tomat og avocado tern sammen, smag til med salt og peber og server det quesadillaerne, evt. sammen med en klat creme fraiche.

Note. Hvis man ønsker yderligere smag i quesadillaerne, kan man tilføje lidt frisk, finthakket chili til fyldet. Man kan også tilføje brune, afdryppede bønner – så bliver smagen lidt mere a la tex mex.

Pin It on Pinterest

Share This