Print Friendly

Her følger et par små glimt fra vores Sankt Hans aften i går, der på trods af både et par enkelte regndryp og lidt blæst, alligevel bød på et ordentligt bål i baghaven. Bålet blev lavet af noget grantræ, vi havde fældet tidligere på sommeren og jeg skal love for, at der var fut i, da det først blev tændt. Det bål lod sig hverken bremse af regndryp eller lidt vind og dermed blev Sankt Hans fejret på behørig vis.

Vi var i alt 7 personer og vi startede aftenen kl. 18 med lidt snacks og rosévin, til dem der ville have det. Det er faktisk alt for sjældent, jeg bruger vores store snackskål og den kræver jo også en del forskellige varianter for rigtigt at komme til sin ret, men i går var vi mennesker nok til, at det kunne betale sig at fylde den.

Hovedretten havde min mor medbragt. En gedigen omgang pulled pork, som havde stået og hygget sig i mine forældres Weber Smokey Mountain hele dagen. Vi har efterhånden produceret hjemmelavet pulled pork i ovnen en del gange og så bare givet den de sidste par timer i grillen, for at få lidt røgsmag, men denne havde stået i weberen i 12 timer og den smagte altså væsentligt anderledes end ellers. Opskriften skal nok komme på bloggen. Jeg er jo ikke så stor fan af pulled pork, så jeg havde lavet en omgang pulled chicken til mig selv og tilbehøret var jo det samme. Lette og luftige burgerboller og hjemmelavet coleslaw. Desuden lidt tomat, løg og agurkeskiver, til dem der ønskede lidt ekstra knas/grønt i burgeren.

Vi var først færdige med at spise ved 21-tiden, så efter aftensmaden var det tid til båltænding og midsommersang. Den blev nu streamet og afspillet via iPhone og højtalere, men både smukt og stemningsfuldt var det, at stå der i sommeraftenen og kigge på bålet og høre musikken, imens solen gik ned over vores sø og det langsomt begyndte at skumre. Rundt omkring søen kunne vi desuden se, hvordan der begyndte at dukke røgsøjler op fra de andre bål, der blev tændt. Det var i øvrigt en fuldstændig fantastisk solnedgang over søen i går – lyserød, pink, lilla, orange og rød. Det var næsten som om, solen også havde tændt Sankt Hans blus.

Efter afbrændingen af Sankt Hans bålet gik vi igen indenfor, hvor vi fik kaffe, varm, krydret hyldeblomstpunch og lune æbleskiver med syltetøj og flormelis. Egentlig ikke noget vi har tradition for, altså at spise æbleskiver til Sankt Hans, men jeg kan mindes, at de altid fik æbleskiver i min barndoms gamle, danske film og det syntes jeg faktisk var sådan en god idé, at jeg bestemte mig til at adoptere den. På en måde hænger det jo også fint sammen, at man får æbleskiver til jul og Sankt Hans – altså omkring hvert halve år.

 

 

Populært var det i hvert fald, efter at have været ude i den let kølige midsommeraften og både æbleskiverne og al den varme hyldeblomstpunch blev spist og drukket. Jeg skal nok lægge opskriften på punchen på bloggen – den tror jeg, vi skal have et par gange her henover sommeren – det er godt med lidt lunt om aftenen, når solen går ned og det bliver køligt.

Ved midnatstid kørte de sidste gæster hjem og vi fik ryddet lidt op, inden vi selv gik i seng – en dejlig midsommer aften rigere.

Pin It on Pinterest

Share This