Print Friendly, PDF & Email

Jeg har altid elsket artiskokker – i det hele taget er jeg vild med alle former for dyppe, nipse, saml-selv og pil-selv mad, men det er ret sjældent, at vi får artiskokker, for jeg synes ofte, det er svært at finde nogle i butikkerne af en ordentlig kvalitet. Ofte er de små, slatne og halvvisne og så gider jeg altså ikke spilde hverken tid eller penge på dem. Imidlertid var jeg så heldig at finde nogle store, flotte artiskokker forleden dag til kun 10 kr pr stk og så slog jeg selvfølgelig til.

Artiskokker er i virkeligheden en tidsel og smager lidt hen i retning af asparges. Man koger eller griller de hele artiskokker og serverer dem stående på en tallerken. Man piller de grønne blade af ét af gangen, dypper dem i koldt smør og salt eller en god dressing og trækker så kødet, som sidder nederst på bladene, af med fortænderne. Når man har pillet af alle blandende af og spist dem, kommer man ind til selve artiskokhjertet, som er dækket af “hår”. Disse trækkes eller skæres af og derefter spiser man artiskokhjertet, som er den helt store delikatesse.

 

 

Tidligere har jeg altid kogt artiskokkerne i en stor gryde med rigeligt, letsaltet vand, men det irriterede mig gang på gang at smide alt kogevandet ud, som var blevet helt grønt og som duftede af artiskokker. Der måtte jo nødvendigvis ryge en masse smag fra artiskokkerne ud i vandet under kogningen. Nu har jeg i stedet fundet ud af at pakke artiskokkerne ind i stanniol og komme dem på grillen eller bage dem i ovnen. På den måde bevares al smagen inde i artiskokkerne og de smager af endnu mere.

Grillet artiskok.

2 pers.

2 store artiskokker

Skyl artiskokkerne, skær stokken af og pak dem enkeltvis ind i sølvpapir. Grill dem i 45-60 minutter afhængigt af størrelsen, når man kan løsne et blad uden problemer er artiskokkerne møre og færdige. Server de varme artiskokker med koldt smør og salt eller en god krydderurtedressing.

Note. Artiskokkerne kan også bages i ovnen. Afhængigt af størrelsen skal de bage 45-60 minutter ved 200 grader.

Pin It on Pinterest

Share This