Print Friendly, PDF & Email

Selvom jeg er vild med min egen hjemmelavede kartoffelsalat med syltede drueagurker og et ordenligt drys friskhakket purløg, så må der også godt ske noget nyt engang imellem. Og efter at have set en version med avocado creme tænkte jeg, at det da ikke var den værst tænkelige måde at variere på. Som sagt så gjort og det endte med at blive den fineste, sartgrønne kartoffelsalat, som vi spiste til en omgang spareribs fra grillen – altså havegrillen, ikke grillbaren.

Jeg freestylede mig lidt igennem kartoffelsalaten og fulgte ikke nogen egentlig opskrift. I virkeligheden er der måske nok mest tale om kolde, nye kartofler, der er vendt i en guacamole, men det smager skønt og er en lækker og lidt anderledes måde, at servere kartoffelsalat på. Det er en god idé, kun at lave nogenlunde den portion kartoffelsalat der skal bruges, for som bekendt bliver avocado temmelig kedelig og brun at se på, hvis den får lov til at stå for længe. Derfor lavede jeg kun en lille portion, der lige netop passede til os, men man kan jo bare gange opskriften op, hvis man er flere.

Kartoffelsalaten spiste vi fredag aften og så er resten af weekenden ellers gået med hygge og samvær med familie og gode venner. Fredag efter aftensmad smuttede vi over til et vennepar og fik drinks og hyggede på terrassen i den lune sommeraften til kl. 2 om natten – de bor lige på den anden side af vejen, så det er dejligt nemt. Lørdag var vi i madklub og en enkelt fodboldkamp sneg der sig også ind, inden vi var hjemme omkring kl. 01.30.

Søndag var vi en tur med mine forældre ude og køre en tur, spise frokost og plukke jordbær. Vi endte med at plukke lige omkring 3 kg, så de næste par dage kommer der en del jordbæropskrifter på bloggen, men først den grønne kartoffelsalat med avocado og chili.

Grøn kartoffelsalat med avocado og chili.

2 pers.

600 gr nye kartofler, kogte og afkølede

1 stor moden avocado eller 2 små

1 dl creme fraiche

3-4 spsk citron eller limesaft

1 fed hvidløg, presset

1 nip tørret chilipulver + lidt ekstra til pynt – chili kan evt. udelades.

salt og peber

Skær kartoflerne i store tern og kom dem i en skål. Halver avocadoerne, fjern stenen og udhul kødet med en ske. Kom avocado kødet i en skål og tilsæt creme fraiche og citronsaft. Blend det hele til en cremet masse. Det er nemmest med en stavblender, men i mangel af bedre kan en gaffel bruges – det giver så den færdige salat en lidt grovere konsistens. Smag avocado cremen til med presset hvidløg, chili pulver og salt og peber. Vend cremen sammen med kartoflerne og anret kartoffelsalaten i en skål. Ved servering kan man evt. drysse et nip knust chili over salaten.

Note. Det er bedst, hvis man ikke blender hvidløget med, men venter med at tilsætte det, til avocado cremen er færdigblendet. Hvidløg indeholder nogle stoffer, der kan give en let bitter smag, hvis de blendes. Det samme gælder, når man blender humus og lign. Det er bedst at tilsætte hvidløget til sidst, når man er færdig med at blende.

Pin It on Pinterest

Share This