Print Friendly, PDF & Email

Granola går der en hel del af her i huset, for kæresten spiser yoghurt til morgenmad næsten hver morgen, og nogle gange også som en lille snack om aftenen, og han er vild med forskellige slags topping. Jeg for min del synes til gengæld, det er sjovt at lave sin egen granola, fordi man kan variere den i det uendelige og tilsætte næsten lige præcis hvad man har lyst til.

Jeg har tidligere lavet en lækker granola med mandler og kanel, som smager rigtig godt, men jeg synes, det er ligesom at kanelsmagen passer bedre til efterår og vinter. Derfor har jeg nu lavet denne her sommer-inspirerede granola, der i stedet indeholder kokosmel og tørrede kirsebær, som jeg havde med hjem fra vores badeferie til Tyrkiet for snart en måned siden. Det er ikke så vigtigt, om man bruger mandler eller hasselnødder eller en helt tredje slags nødder i sin granola – jeg kan godt lide både mandler og hasselnødder, men i dag var der altså lige en rest nødder i skabet og så var det dem der røg i. Kan man ikke få fat i tørrede kirsebær, kan man bare bruge tørrede tranebær eller måske tørrede blåbær i stedet – smagen af de forskellige tørrede bær varierer jo ikke så voldsomt meget, men jeg synes, det hører sig til med lidt bær i en sommerudgave af granolaen.

 

 

Vi har spist granolaen på en portion hjemmelavet jordbæryoghurt her til morgen – den skal der også nok komme en opskrift på snarest.

Granola med kokos og tørrede kirsebær.

1 dl hassenødder, grofthakkede

1 dl kokosmel

3 dl havregryn

10 store tørrede kirsebær eller 1 håndfuld tørrede tranebær

2 spsk honning

Kom hasselnødder og kokosmel på en tør, varm pande og vend det rundt til kokosmelet begynder at tage farve og dufte ristet. Hak de tørrede kirsebær eller tranebær groft og kom dem på panden sammen med havregrynene. Når det hele er godt ristet tilsættes honning og der røres rundt til honningen er jævnt fordelt. Bred den varme granola ud på et stykke bagepapir og lad det køle helt af, inden det brækkes fra hinanden og opbevares i en lufttæt beholder.

Pin It on Pinterest

Share This