Print Friendly, PDF & Email

Som lovet kommer her den første i rækken af opskrifter med jordbær. Og selvom det måske nok er at tage munden lidt for fuld, at kalde det her for en decideret opskrift, så smager chokoladedyppede jordbær stadig fantastisk godt – ikke mindst hvis man bruger en rigtig god chokolade og solmodne, danske jordbær.

Da vi kom hjem efter vores pluk-selv tur forleden dag, sorterede jeg de plukkede bær. Nogle blev bare skyllet, nippet og kom i fryseren og andre blev kogt til min sædvanlige jordbær-rabarbermarmelade med vanille. Men de 15 største og flotteste bær lagde jeg til side. De skulle nemlig dyppes i chokolade.

Det er jo op til den enkelte, hvilken slags chokolade man foretrækker at dyppe sine jordbær i. Jeg synes, at mørk chokolade passer fint til jordbær, men den skal ikke være alt for kraftig – omkring 60 % synes jeg er passende. Man kan også vælge at dyppe jordbærrene i hvid chokolade – det ser rigtig fint ud til en fødselsdag eller studenterfest og hvis jordbærrene skal serveres for børn, er mælkechokolade måske det mest passende.

 

 

De chokoladedyppede jordbær kan desuden pyntes yderligere, hvis man drysser med lidt kokos, krymmel, finthakkede pistacienødder eller hasselnødder inden chokoladen stivner.

Chokoladedyppede jordbær.

15 stk.

15 store, flotte jordbær

ca. 100 gr chokolade

Bræk chokoladen i mindre stykker og smelt den, fx over vandbad. Børst evt. snavs af jordbærrene, men de må helst ikke skylles – hvis bærrene er våde, ødelægger vandet den smeltede chokolade. Tag fat i stilken på hvert jordbær og brug den som “håndtag”. Dyp herefter jordbærrene i chokoladen en efter en og ryst dem let, så overskydende chokolade drypper af. Læg bærrene på et stykke bagepapir og lad dem tørre helt, inden de anrettes i en skål eller på et fad. Opbevar evt jordbærrene på køl til de skal serveres.

Note. Det kan være en god idé at smelte chokoladen i en meget lille skål eller en kop. 100 gr chokolade fylder meget mere i en lille kop end i en dyb tallerken og på den måde får man en god portion chokolade at dyppe hvert jordbær ned i.

Pin It on Pinterest

Share This