Print Friendly

Diana Kaiser. Udgivet på Politikens Forlag, 2014.

Som kommende sundhedsprofessionel, lader jeg jo sjældent en chance for at læse og anmelde nye sundhedsbøger passere og således omhandler denne boganmeldelse den nyeste LCHF bog, nemlig “Ned i vægt med LCHF” af Diana Kaiser, som udkom forleden dag.

Det er jo ingen hemmelighed, at danskerne i allerhøjeste grad har taget LCHF til sig og det lyder da også næsten for godt til at være sandt, at man kan indtage nærmest uanede mængder af smør, fløde og ost, samtidig med at kiloene rasler af.

Netop fordi livsstilen er så populær og har så mange tilhængere, udkommer den ene bog efter den anden, men dette her er første gang, jeg er stødt på en bog omhandlende LCHF, som rent faktisk er skrevet af en klinisk diætist – oven i købet en diætist som er ansat i en praksis, hvor hun rådgiver og vejleder klienterne indenfor LCHF.

Selvom bogen er skrevet af en diætist, er den ikke fyldt med lange og indviklede forklaringer på hvordan og hvorfor LCHF hjælper så mange mennesker med at tabe de overflødige kilo. Forklaringerne er enkle, korte og konkrete, så alle kan være med. Derudover gør bogen op med den opfattelse, at man kan spise uanede mængder mad og stadigvæk tabe sig, hvis bare man udelukkende spiser LCHF kost. Det kan man nemlig ikke, men det synes jeg altså ikke, der er nær nok fokus på, i de andre LCHF bøger der findes.

Tværtimod sælges LCHF livsstilen ofte som “kuren” hvor man kan spise bacon med smeltet ost til morgenmad, mandler og nødder til mellemmåltiderne, flødeskum til frokost og bøffer med bearnaise til aften og stadigvæk tabe sig og det duer altså ikke, hvis det er med vægttab for øje, man følger LCHF. Man kan sagtens spise LCHF kost og holde sin vægt, men vil man tabe sig, kræver det altså også, at kroppen er klar til at omstille sig, at man føler man er klar til det og ikke mindst, at der bliver skelet til kalorierne og dermed også fedtet – dog uden at man ligefrem bliver nødt til at kaste sig over decideret kalorietælling.

I bogen er det gjort nemt at holde øje med fedt og kalorier. Der er udregnet hvor meget fedt man omtrent skal have om dagen og lavet byttelister, så man kan blande på kryds og tværs. Derudover er der udarbejdet ugeplaner med menuforslag, så det er både let og overskueligt at gå i gang med et vægttabsforløb. Endelig er der 65 opskrifter, som er både lette og lige til at gå i gang med. Der er med vilje lagt vægt på, at alle opskrifterne er enkle og hurtige at tilberede, så det ikke bliver madlavningen der bremser lysten og viljen til at gennemføre et vægttab med LCHF.

Jeg lever ikke selv efter LCHF principperne, men mener omvendt, at der er god fornuft i at skrue lidt ned for ris, pasta, kartofler, sukker og hvidt brød – kort sagt alle de hurtige kulhydrater og i stedet spise sig mæt i grønsager, kød, fisk og gode fedtstoffer. Der er som sådan ikke de store kulinariske oplevelser at finde i bogen, men den giver god inspiration til mad uden hurtige kulhydrater og er en rigtig god start, hvis man enten ønsker at tabe sig med LCHF eller bare vil holde lidt igen med sukker og hurtige kulhydrater.

 

Note. Indlægget er sponsoreret, men ordene og meningen er helt min egen.

Pin It on Pinterest

Share This