Print Friendly

Boller i karry er en af favoritterne herhjemme og derfor var jeg i aften ekstra glad for, at jeg havde lavet en stor portion forleden dag, for så var der rester og dermed nem aftensmad. Dagen er nemlig blevet brugt på Aarstidernes store høstmarked ved Barrit lige udenfor Vejle.

Vi fulgtes med mine forældre og nød dagen i fulde drag – lækre grillede økologiske krydderpølser til frokost, kaffe og nybagte, lune muffins, smagsprøver i massevis, lækre juicer og ikke mindst glæden ved at gribe en kurv og fylde den med økologisk frugt og grønt fra det store marked. Vi købte 10 stk. blandet frugt, blandt andet nogle enormt store, flotte pærer, 1 stor pose gulerødder og en flaske lækker mandarinjuice – alt økologisk selvfølgelig – og kom af med 60 kr, hvilket jeg syntes, var en meget fair pris.

I det hele taget var jeg meget positivt overrasket over det store udvalg, de diskede op med – tænk hvis der fandtes økologiske supermarkeder med tilsvarende udvalg og prisniveau her i nærheden. Flere af varerne var faktisk billigere, end deres konventionelle fætre i discountsupermarkederne. Fx kunne man få 2 kæmpe peberfrugter for 10 kr og 3 kokosnødder for 15 kr og så, som nævnt, 10 stk. bland-selv frugt til 25 kr.

Jeg går i allerhøjeste grad ind for økologi og overvejer engang imellem, om vi skal tegne et abonnement på en af Aarstidernes mange kasser, men ender altid med at droppe ideen, fordi jeg så godt kan lide selv at vælge, hvad jeg vil købe af frugt og grønt, når vi er ude at handle.

Men tilbage til føromtalte boller i karry, for som sagt var det dejligt, bare at kunne slappe af da vi kom hjem, fordi aftensmaden kun skulle lunes og serveres. Jeg tror, jeg har en lidt atypisk måde at lave boller i karry på, for modsat de fleste opskrifter, hvor man laver kødbollerne i én gryde og brænder karry af og laver selve saucen i en anden gryde, så laver jeg det hele i den samme gryde. Jeg brænder ikke karryen af, men rører den i stedet med lidt vand til en klumpfri pasta, som jeg smager saucen til med. Det er muligvis ikke helt korrekt, men jeg synes, det smager dejligt og så sparer jeg desuden opvask af en ekstra gryde. Ønsker man at lave saucen ved at brænde karry af, gøres dette i en gryde med lidt smør eller olie, hvorefter der tilsættes hvedemel. Til sidst hældes en afmålt portion af kogevandet fra kødbollerne i gryden og der smages til, inden kødbollerne tilsættes.

 

 

Jeg plejer at skære lidt frugt og/eller grønt ud i tern og servere lidt peanuts, mandler eller ristet kokos til, når vi får boller i karry – det minder faktisk lidt om ristaffel. Morten holder sig gerne til grønsagerne, fx revet gulerod, peberfrugt eller hakkede løg, mens jeg selv er vild med sødmen fra lidt frugt, fx ananas, mango eller nektariner til karrysaucen – jeg kan i det hele taget spise frugt til stort set alle former for karryretter.

Boller i karry.

4 pers.

450 gr hakket svinekød

2 spsk hvedemel

1 æg

2 tsk salt

friskkværnet peber

8 dl bouillon – evt. bouillonterning + vand

3-4 tsk karry

1/2 dl fløde

2 spsk hvedemel

1/2 dl vand

salt og peber

Rør svinekød sammen med hvedemel, æg, salt og peber og saml farsen. Bring bouillonen i kog i en gryde og form 10-12 kødboller ved at dyppe en spiseske i den kogende bouillon og derefter forme farsen i håndfladen. Kog kødbollerne i bouillonen i 8-10 minutter til de føles stive. Tag kødbollerne op af vandet og læg dem på en tallerken. Rør karryen ud i lidt vand i en lille skål til en klumpfri karrypasta. Kom karrypasta og fløde i den kogende bouillon. Ryst hvedemel og vand sammen til en meljævning og jævn karrysaucen under piskning. Lad saucen koge et par minutter og smag til med salt og peber – hvis man ønsker en kraftigere karrysmag, tilsættes lidt mere karry. Kom kødbollerne tilbage i saucen og lad det hele simre et par minutter. Server med kogte ris og lidt frugt og grønt + peanuts som topping.

Pin It on Pinterest

Share This