Print Friendly, PDF & Email

Så er nedtællingen til vores sommerferie for alvor startet, hvilket også er grunden til, at jeg ikke har blogget nogen madplan i denne her uge – vi har nemlig travlt med at spise alle resterne fra køleskabet.

I går aftes fejrede vi Mortens fødselsdag med hans og mine forældre og et hold gode venner og i morgen sætter vi kursen mod Norditalien, fantastisk mad og ikke mindst en helt masse oplevelser. Vi var jo på badeferie i Tyrkiet i starten af juni, så nu skal vi have noget kultur og ud og se på gamle byer – til gengæld har vi booket os ind på et meget lækkert 4- stjernet hotel med pool, så lidt badeferie bliver der også tid til.

 

 

Vi har lejet en bil for hele ugen, den holder og venter på os i lufthavnen og så er det ellers bare med at tage det i vores eget tempo og nyde, at vi har ferie. Vi har snakket om, at køre en tur til Verona, hvor vi begge har været for mange år siden. Derudover skal vi nok til Garda og så skal vi selvfølgelig til Venedig – jeg er bidt af Italien og har blandt andet været i Venedig 3 gange tidligere, men Morten har aldrig været der, så det må bestemt være på tide.

Der bliver måske nok lidt mere stille på bloggen end ellers, men jeg har et par indlæg i ærmet og der er wi-fi på vores hotel, så den kommer ikke til at stå helt stille. Ellers er der jo også mulighed for at følge med via Instagram, hvor det nogle gange kan være lidt nemmere, at komme til at lægge et billede ind hist og her, når lejligheden byder sig.

Pin It on Pinterest

Share This