Print Friendly, PDF & Email

Selvom vi kun befinder os i det allertidligste efterår og der stadig er dage, der byder på både sol, blå himmel og læsning i en stol på terrassen, så begynder skoven også så småt at falme rundt omkring os og vi tager hul på dage med gråvejr, regn og rusk. Lige præcis sådan en dag var det forleden. Sådan en dag, hvor man får lyst til at putte sig i sofaen, tænde et stearinlys, finde et par tæpper frem og bage en kage.

Kagen, nemlig en drømmekage, er det efterhånden ved at være en del år siden, jeg sidst har bagt. Måske fordi jeg næsten altid har en masse opskrifter liggende, på kager som jeg gerne vil prøve at lave og så glider de gode, gamle klassikere nemt lidt i baggrunden. Nu var det dog på tide, at drømmekagen blev hevet frem fra gemmerne igen og det kom jeg ikke til at fortryde. Jeg har altid været vild med kombinationen af den lyse, luftige kagedej og det snaskede kokoslåg og sammen med en kop dampende varm te og et par afsnit af en god serie på netflix, var der lagt op til en rigtig hyggeaften.

 

 

Kagen er faktisk kun en halv portion af originalen, for vi er jo kun 2 herhjemme. Der blev 10 pæne stykker af denne her portion, men da det også var for meget, smuttede jeg over vejen og gav mine forældre den ene halvdel af kagen. Den anden halvdel spiste vi selv over 2 dage, men den var faktisk lige så svampet og lækker på anden dagen som på førstedagen, så det var ikke noget problem. Skal man bruge kage til flere, laver man selvfølgelig bare en dobbelt portion.

Drømmekage.

8-10 stk.

2 æg

125 gr sukker

1,5 tsk bagepulver

1/2 tsk vanillepulver

200 gr mel

1,5 dl mælk

50 gr smeltet smør

Topping.

50 gr kokosmel

60 gr smør

100 gr brun farin

1/4 dl mælk

Pisk æg og sukker luftigt. Sigt bagepulver, vanillepulver og mel sammen og vend det i kagen. Rør til sidst mælk og smeltet smør i dejen og fordel den i en bradepande, ca 15 x 30 cm, foret med bagepapir. Bag kagen ved 200 grader i 25-30 minutter, til den er gennembagt og gylden. Stik evt. i den med et lille træspyd for at se, om den er gennembagt i midten. Når kagen er færdigbagt, tages den ud og ovnen varmes op til 225 grader

Bland ingredienserne til topping sammen i en lille gryde og bring det i kog. Når massen bobler, tages gryden af varmen og fyldet fordeles på kagen. Sæt kagen tilbage i ovnen i ca. 5 minutter, til kokosfyldet har sat sig. Lad kagen køle let af, inden den løftes op af bradepanden vha. bagepapiret og køles helt af.

Pin It on Pinterest

Share This