Print Friendly

For nogle er november måske en kold og mørk efterårsmåned, men for mig er det den dejligste før-julemåned, hvor jeg rigtigt har tid til at slappe af og nyde stemningen. I december kan det hele godt gå lidt op i julearrangementer, julemarkeder og julefrokoster, men i november kan jeg i ro og mag hygge mig med de første spæde juleforberedelser – lave julekalendere til dem jeg holder, nyde mejsernes og musvitternes indhug i fugleguffet i haven, fylde huset med tændte stearinlys, købe de første julegaver og i det hele taget bare nyde det.
For mig er november lune tæpper, ild i brændeovnen, varme drikke og ikke mindst forventningen om, at julen venter lige om hjørnet.

 

 

I november glæder jeg mig til –

– At komme på en dejlig efterårsferie og opleve New York for 8. gang sammen med Morten og vores gode venner.

– At udsmykke et par af havens træer med smukke lyskæder der glitrer og glimter i aftenmørket .

– At starte på julebagningen i det små. De fleste småkagedeje har godt at af hvile nogle dage, inden de bages, så hvis der skal julesmåkager til, når det første lys i adventskransen tændes, er det smart at få lavet dejen i løbet af november.

– At spise årets første klementiner. Man har godt nok kunnet købe klementiner den sidste måned, men jeg synes altid, at de første er både svære at pille og sure, så jeg vil hellere vente lidt længere.

– At lægge fordej til honningkager. Den skal helst stå 14 dage, inden kagerne bages og gerne længere.

– At lave en portion brændte mandler – den første af mange i løbet af de næste par måneder. Måske tilsat lidt smag i form af vanille eller kanel.

– At finde en fin adventskrans og gøre den klar til 1. søndag i advent som i år falder i slutningen af november.

– At tilbringe en hyggelig 1. søndag i advent sammen med hele min familie, som for 3. år i træk kommer til juleklip og kagebagning, gløgg og gode sager her hos os.

– At fylde de mørke november-morgenener med tændte stearinlys og lækker morgenmad, inden Morten (og nogle gange også jeg) tager af sted på arbejde og i skole.

– At spise en lækker Mortens and sammen med mine forældre og nyde tanken om, at nu er julen for alvor på vej.

Pin It on Pinterest

Share This