Print Friendly

Nu, hvor vi for alvor har taget fat på efteråret, er det hyggeligt at varme sig på en skål varm suppe på de kølige dage, hvor blæsten suser og de gule og røde blade danser rundt i vinden. Villy forsøger at fange bladene, når vi går tur og han ligner næsten en lille kat, når han suser efter dem og forsøger at gribe dem mellem poterne – det er ikke altid det lykkes for ham, men fanger han dem, får de lige en ordentlig rusketur mellem tænderne, så de kan lære at ligge stille i fremtiden.

Mine forældres drivhushus bugner fortsat af store, saftige og modne tomater, så for at holde bare nogenlunde trit med dem, altså tomaterne ikke mine forældre – det har jeg opgivet, med det program de for det meste har, plukkede jeg forleden en stor portion og tryllede dem om til en varm og krydret tomatsuppe med masser af smag, saft og kraft.

Jeg fulgte stort set samme fremgangsmåde, som da jeg sidste gang tyndede ud i drivhuset og lavede hjemmelavet tomatsauce, men denne gang tilsatte jeg desuden lidt bouillon, lidt paprika og chili og en smule madlavningsfløde, for at gøre suppen ekstra cremet og lækker. Fløden kan sagtens udelades, suppen smager fint uden, ligesom man selvfølgelig også kan udelade chili’en eller nøjes med mindre hvis suppen, der i forvejen er ret kraftig og intens i smagen, skal serveres for børn.

 

 

Har man nu ikke et drivhus, hvor tomaterne nærmest triller ud ad døren, eller en grønthandler der sælger friske tomater til spotpris, så kan suppen også udmærket laves med flåede og hakkede tomater på dåse. Jeg vil tro, der går ca. 4 ds. til denne her portion suppe, men det er også en stor portion, som kan mætte 4-5 pers. Evt. kan man bruge en blanding af almindelige, hakkede tomater og cherrytomater på dåse for lidt mere smag og husk så godt med krydderier og ikke mindst et nip sukker, honning eller lign – et lille æble, revet eller i tern, kan også bruges, men lidt sødt er nødvendig, for det får tomatsmagen til at fremstå endnu mere intens og lækker.

Tomatsuppe.

4 pers.

1,5 kg friske tomater eller 4 ds hakkede tomater

1 lille ds. tomatpure

3 fed hvidløg, skrællede og skåret i mindre stykker

2 store løg, skrællede og skåret i mindre stykker

2 spsk friskhakket basilikum – tørret basilikum kan også bruges

2-3 dl vand

1 grønsagsbouillonterning

2 spsk sukker/honning eller et skrællet æble i tern

2-3 tsk paprika

1/2 tsk chiliflager – kan udelades

1 dl madlavningsfløde – kan udelades

salt og peber

Hvis der bruges friske tomater, skal disse flåes. Det gøres ved at skære et lille kryds i bunden (modsat stilken) af hver tomat, lægge dem i en skål og overhælde dem med kogende vand. Efter 1 minut hældes vandet fra og herefter kan skindet let fjernes fra tomaterne. Skær de flåede tomater i grove stykker og kom dem i en stor gryde sammen med tomatpuré, hvidløg, løg, basilikum, vand, bouillonterning, sukker, paprika og chili. Bring suppen i kog og lad den simre en times tid. Rør engang imellem. Efter en time blendes suppen til den har en cremet og lækker konsistens – det er nemmest med en stavblender. Tilsæt madlavningsfløde og smag til med salt og peber. Evt. skal suppen yderligere justeres med lidt ekstra paprika, chili eller sukker. Server suppen rygende varm med godt brød til.

Note. Jeg kan godt lide lidt knas i suppen og det smager dejligt med en topping af finthakket peberfrugt, løg og tomat. Tomatsuppen kan også serveres med friskkogte pastaskruer eller penne – brug evt. suppepasta, som bare lige skal koges med i suppen inden servering.

Pin It on Pinterest

Share This