Print Friendly, PDF & Email

Jeg er vild med græskar i alle mulige former og glæder mig hvert år, til sæsonen begynder. Oftest får vi det som en krydret græskarsuppe, eller også skærer jeg et græskær i tern eller skiver, som bliver vendt med lidt krydderurter, olie, salt og peber og bagt møre og lysebrune i ovnen. Perfekt tilbehør til kød i stedet for, eller sammen med, kartofler. Gerne i selskab med rodfrugter i tern, der ligeledes har fået en tur i ovnen sammen med græskaret.

Det nyeste skud på græskar stammen, i hvert fald herhjemme hos os, er så en pizza med græskar på, som vi fik forleden aften. Virkelig smuk og lækker aftensmad, som man bliver en lille smule lykkelig af – både af at servere, se på og ikke mindst spise. Smagssammensætningen af det lækre fyld, som egentlig minder ret meget om fyldet på en kartoffelpizza, går bare op i en højere enhed og selv rucola, som jeg egentlig ikke er så pjattet med, hører bare ligesom til her og bidrager med lidt knas og bitterhed til de søde græskarskiver og den salte skinke.

Jeg holdt med vilje lidt igen med krydringen og nøjedes således med lidt rosmarin (klassisk kartoffelpizza style) og havsalt, idet jeg ikke ville risikere at drukne den fine græskarsmag i krydderier – en anden gang vil jeg måske overveje også at tilsætte lidt chiliflager – ikke for meget, bare lige nok til at give et lille kick engang imellem.

Jeg var doven og havde stadig en smule jetlag efter vores uge i New York, så jeg købte bare to ruller færdiglavet fuldkornspizzadej i supermarkedet, men selvfølgelig smager en hjemmelavet pizza endnu bedre, hvis man også bruger sin egen hjemmelavede yndlings-pizzabund.

 

 

Efter en dejlig julefrokost med gode venner og lækker mad i går aftes, har vi faktisk også planer om hjemmelavede pizzaer i dag, men det bliver med mozzarella, spicy pepperoni, løg og peberfrugt på – vi trænger nemlig til lidt salt 😉 Udover at bage pizzaer bliver denne her våde og mørke novembersøndag tilbragt på sofaen med tæpper, ild i brændeovnen, masser af stearinlys og varm te og så ser vi en julekalender på dvd – jeg er nemlig allerede kommet i godt gammeldags julehumør og gårsdagens julefrokost med tilhørende julemusik og julebryg har bestemt ikke gjort julestemningen mindre.

Pizza med hokkaidogræskar, serranoskinke og rucola.

2 pers.

1 stor eller 2 små ruller færdiglavet pizzadej

2 kugler frisk mozzarella

1/4 hokkaidogræskar i ultra tynde skiver – butternut kan også bruges

1-2 spsk olivenolie

1 tsk rosmarin

havsalt

1 pk serranoskinke

frisk rucola

Tænd ovnen og varm den op til 225 grader. Lad bagepladerne blive i ovnen, så de bliver godt varme. Rul pizzadejen ud, men lad dem blive på det medfølgende bagepapir. Hæld væden fra mozzarellaen og knug evt. overskydende væde ud. Pluk mozzarellaen i mindre stykker og fordel den på de to pizzabunde. Vend græskarskiverne i lidt olie og fordel dem ovenpå osten. Drys med rosmarin og lidt havsalt. Skær skinken i mindre stykker og læg dem på pizzaerne. Tag de varme bageplader ud af ovnen og træk pizzaerne over på pladerne vha bagepapiret – de varme bageplader giver en sprød pizzabund. Bag pizzaerne ved 200-225 gr i ca 15 minutter til bunden er gylden og osten gratineret. Inden servering pyntes de varme pizzaer med frisk rucola.

Pin It on Pinterest

Share This