Print Friendly, PDF & Email

Er der noget, der for alvor hører vinteren og julen til herhjemme hos os, og formentlig også i mange andre hjem, så må det vist være en rigtig god, gammeldags flæskesteg med sprøde svær. Sådan én, der får hele huset til at dufte, imens den står i ovnen og knitrer, efterhånden som sværene bobler op og bliver knasende sprøde og gyldne.

Lige så fantastisk en flæskesteg med sprøde og knasende svær kan være, lige så trist er det, når man får serveret en steg med bløde eller seje svær. En del af oplevelsen ved en rigtig flæskesteg hænger simpelthen sammen med de salte og sprøde svær. Der findes rigtig mange gode tips og ideer til, hvordan man får sværene på stegen sprøde – efterhånden synes jeg ofte, det bliver gjort til en hel videnskab, men denne her metode, hvor sværene lige får et kort opkog med “hovedet nedad” i ovnen fungerer altså for mig. Jeg har endnu ikke oplevet, at mine svær blev bløde eller seje, så jeg tror egentlig bare, jeg fortsætter på denne her måde.

 

 

Vi spiser gerne flæskestegssandwich et par gange i løbet af november og december – allerhelst med hjemmelavet rødkål og en julebryg ved siden af. Efter jul, hvor trangen til rødkål og brunede kartofler ikke længere er så voldsom stor, skærer jeg for det meste en ordentlig portion rodfrugter i tern – rødbeder, pastinakker, persillerødder, kartofler, selleri mm og vender dem i lidt olie og krydderurter og bager dem møre i ovnen sammen med stegen. Perfekt tilbehør som passer til årstiden og som passer sig selv i ovnen, imens jeg kan hygge mig med andre ting.

Flæskesteg med sprøde svær.

4 pers.

1 flæskesteg/svinekam på 1-1,2 kg

groft salt

Gå sværen efter og kontroller, at den er ridset igennem helt ned til kødet – nogle gange mangler der lidt i siderne. Hvis der er mangler, så rids selv det sidste, men kun ned til kødet, ikke i kødet. Hæld vand i en bradepande, så det står 2-3 cm op ad kanten og læg flæskestegen med sværen ned i vandet. Sæt bradepanden i ovnen ved 200 gr i ca. 15 minutter. Dermed får sværen et kort opkog og det bliver nemmere at få den sprød og knasende.

Tag bradepanden ud af ovnen og vend flæskestegen om, så sværene nu vender opad – pas på den er varm. Gnid forsigtigt rigeligt med groft salt ned imellem sværene og sæt stegen tilbage i ovnen i ca. 1 time ved 200 grader. Hold øje med at bradepanden ikke koger tør for vand under stegningen – vandet skal bruges til saucen, så tilsæt evt. lidt mere undervejs. Er sværene ikke boblende og sprøde efter 45 minutter, kan man skrue lidt op for ovntemperaturen, ca 225-250 grader og give stegen lidt grill, men hold øje for pludselig går det hurtigt. Er sværene fine og brune, fortsætter man bare stegningen ved 200 grader. Stegen er færdig efter ca. 1 time og 15 minutter, eller når centrumtemperaturen når 65 grader.

Tag stegen ud og lad den hvile i ca. 10-15 minutter, dette får saften i stegen til at fordele sig i kødet. Stegen må ikke dækkes til, imens den hviler, så kan man risikere at sværene bliver bløde – stegen skal nok holde sig selv varm. Skær flæskestegen i tykke skiver og server den som flæskestegssandwich eller med en brun sauce lavet på bouillonen fra bradepanden.

Brun sauce.

3-5 dl bouillon fra bradepanden

1-2 spsk hvedemel

1 dl vand

½ dl fløde

evt madkulør

1 nip sukker eller ribsgelé

salt og peber

Hæld bouillonen fra bradepanden over i en gryde og lad det stå et øjeblik, så fedtet samler sig på overfladen. Skum det overskydende fedt væk. Har man svært ved at fjerne fedtet, kan gryden evt. sættes på køl, så fedtet stivner på overfladen – herefter kan det fjernes med en ske. Bring bouillonen i kog. Ryst melet sammen med vandet til en meljævning og tilsæt jævningen til bouillonen under omrøring. Lad saucen koge igennem et par minutter, så melsmagen forsvinder og saucen tykner. Tilsæt fløde og evt. madkulør og smag saucen til med sukker, salt og peber. Server saucen til flæskestegen.

Pin It on Pinterest

Share This