Print Friendly, PDF & Email

En eller anden form for karameller er jo nærmest selvskrevne i en kurv fyldt med hjemmegjorte godbider. Men er man ikke lige til karameller – og det kender jeg en del der ikke er, så er der et sødere, blødere og mere “smeltende på tungen” alternativ og det hedder fudge. Hjemmelavet fudge, må jeg hellere skynde mig at tilføje, for hjemmelavet fudge har bestemt ikke meget at gøre med den kedelige og halvtørre udgave, der findes som bland-selv slik i diverse butikker.

Denne her variant er med lakrids og i disse “lakrids-tider” er den meget populær, men bryder man sig ikke om lakrids, kan man i stedet lave vanillefudge ved at udskifte lakridspulveret med vanillepulver – dog skal man måske lige halvere mængden, for jeg tror 4-6 tsk vanillepulver bliver lidt for voldsomt. Man kan også lave chokoladefudge, ved at bruge kakaopulver, eller man kan nøjes med at lave en almindelig og karamel-lækker fugde ved helt at udelade en smagsgiver.

 

 

Fudge stykkerne kan pakkes ind enkeltvis i cellofan, hvis man er den tålmodige type. Det er jeg ikke, så jeg kommer dem gerne i én cellofanpose og binder med en sløjfe. Den færdige fudge klistrer ikke sammen, så det gør ikke noget, at stykkerne rører ved hinanden i posen. Alternativt kan man komme dem i en fin æske eller dåse – gerne med lidt silkepapir i bunden. Og har man nu ingen planer om, at forære hverken hjemmelavede værtinde- eller julegaver væk i år, så behøver man jo ikke snyde sig selv for en portion fudge, for sådan noget kan sandelig også indgå i slikskålen, når konfekten skal på bordet.

Hjemmelavet lakrids fudge.

1 ds. kondenseret mælk

450 gr sukker

4-6 tsk lakridspulver

115 gr smør

1,5 dl mælk

Bland kondenseret mælk, sukker, lakridspulver, smør og mælk sammen i en stor gryde eller en dyb pande. Kog massen til gylden og lækker karamel under jævnlig omrøring. Der går noget tid, inden massen er klar, men har man et sukkertermometer, er karamellen klar, når temperaturen siger 115 grader. Har man ikke et termometer, kan man i stedet lave en test ved at komme en skefuld af den varme karamel i et glas med koldt vand. Hvis karamellen derefter kan trilles til en fast kugle, er karamellen klar. Hvis den flyder ud i vandet, skal den koge lidt længere. Når karamellen er klar til brug, kommes den i en skål og piskes i ca. 10 minutter, til karamellem begynder at sætte sig. Pres den derefter ud i en firkantet form beklædt med bagepapir. Sæt formen i køleskabet og lad massen blive helt kold, inden den skæres ud i firkanter på ca. 2 x 2 cm. Opbevar den færdige fudge i en lufttæt beholder.

Pin It on Pinterest

Share This