Print Friendly

Julen nærmer sig og når nu alligevel alting emmer langt væk af jul, hvorfor så ikke også give morgenmaden lidt stemning, fx i form af en hjemmelavet og julekrydret granola med masser af knas fra mandler og solsikkefrø, syre fra de tørrede tranebær, sødme fra honningen og et strejf af jul fra de varme krydderier?

Granola er en fantastisk ting at forære væk – den smager skønt på en tyk og cremet yoghurt, evt. med lidt frugt til, og så kan den laves 100 % efter modtagerens smag. Der er jo ikke nogen ingredienser, der som sådan er rigtige eller forkerte, når det kommer til granola, så hvis ens søster er vild med hasselnødder, rosiner og chokolade, så blander man sådan en granola til hende og er ens tante omvendt glad for abrikoser, græskarkerner og mandler, så bliver det de tre ting, der kommer til at indgå i hendes portion.

Man behøver ikke nødvendigvis bruge honning i opskriften. Man kan i stedet anvende sirup, eller man kan nøjes med at riste alle ingredienserne af på panden, lade det hele afkøle og derefter pakke det ind. Den variant kan muligvis bedre betegnes som müsli, men er til gengæld lidt sundere, og desuden sukkerfri, når man har sparet honningen væk. Dog mener jeg, at en rigtig granola, skal være tilsat honning, som får alle de ristede ting til at karamellisere og samle sig i store, lækre og knasende klumper.

 

 

Skal jeg forære granola væk, enten som værtinde- eller julegave, kommer jeg den gerne i en fint glas med låg – fx et gammelt sylteglas eller et glas med patentlåg, vikler lidt bast rundt om låget og skriver indholdet ned på et lille manillamærke, som vedhæftes. Når man laver hjemmelavet granola, bruger man jo gerne en del forskellige slags frø, nødder og kerner og selvom modtageren ikke er allergisk overfor noget som helst, kan vedkommende jo komme til at servere granola’en for en allergiker – derfor er det nemmest, hvis man hurtigt kan overskue, hvilke lækre sager granola’en indeholder.

Julekrydret granola.

4 dl havregryn

1 dl solsikkefrø

1 dl mandler, grofthakkede

1 dl tørrede tranebær, grofthakkede

2 tsk stødt kanel

1/2 tsk stødt ingefær

1/2 tsk stødt nellike

1 dl honning

Kom havregryn, solsikkefrø, mandler, tranebær, kanel, ingefær og nellike på en tør, varm pande og rist det i 6-8 minutter, til det begynder at dufte og tage let farve. Kom honning på panden og rør godt rundt, så honningen smeltes og det hele karamelliseres. Når honningen er smeltet og fordelt, tages panden og varmen og granolaen hældes ud på et stykke bagepapir. Afkøl granola’en og smuldr den fra hinanden i små stykker. Opbevar stykkerne i en lufttæt beholder.

Pin It on Pinterest

Share This