Print Friendly

Når december byder på lidt for mange godter, synes jeg personligt, det er rart at modtage en lille pose med lidt “sundere” slik og jeg tror bestemt ikke, jeg er den eneste. Det er jo ikke al juleguf, der behøver at indeholde uanede mængder marcipan, nougat og chokolade. Indimellem er det rart at kunne sætte tænderne i lidt lækkert og sødt, uden at det nødvendigvis behøver være spækket med sukker og kalorier og det kunne fx være hjemmelavede kokoskugler – lavet på dadler og tilsat mandler og lidt kakao, men uden den alt for frelste smag af figenpålæg.

Kuglerne kan opbevares i køleskabet i et par uger, så man kan sagtens lave dem i god tid, inden de skal foræres væk. Og når man nu alligevel er i gang, er det også en god idé at lave en god stor portion, for kuglerne er ret så vanedannende og de har det med at forsvinde temmelig hurtigt, så man kan lige så godt lave en ekstra portion og nyde den helt alene, eller sammen med dem man holder af.

 

 

Kuglerne kommer jeg i en fin æske med lidt silkepapir, hvis de skal foræres væk. Det ser også fint ud, at pakke dem i en cellofanpose med et bånd af bast omkring. Skal kuglerne foræres væk til voksne, kan man tilsætte lidt god rom til kuglerne – det gør bestemt ikke smagen ringere.

Kokoskugler med dadler og mandler.

100 gr store tørrede dadler, gerne de store, saftige fra en papæske

15-20 mandler

lidt vand eller mandelolie.

2 spsk kakao

ca 2 dl kokosmel

Ekstra kokosmel til pynt.

Udsten dadlerne og kør dem i en minihakker eller foodprocessor sammen med mandlerne. Mandlerne kan også grofthakkes for sig selv og tilsættes de blendede dadler bagefter, hvis man ønsker mere crunch i kuglerne. Juster konsistensen med lidt vand eller mandelolie, hvis massen ikke er klistret nok. Rør kakao i dadel-mandelmassen og tilsæt herefter kokosmel til massen har en konsistens, så den kan trilles til kugler. Tril massen til kugler på størrelse med en hasselnød og tril dem herefter i kokosmel. Opbevar kuglerne i en lufttæt bøtte eller dåse. De holder sig fint et par uger.

Note. Tilsæt evt. lidt ekstra smag i form af rom(essens), pebermynteessens, vanillepulver, kanel, lakridspulver, grøn te pulver eller revet appelsinskal.

Pin It on Pinterest

Share This