Print Friendly

Sidste år omhandlede bloggens julekalender de gamle juletraditioner – en skønsom blanding af gaver, lys, mad og fester. I år kommer det til at omhandle julegaver eller værtindegaver af den spiselige slags, for er der noget mere hyggeligt end at modtage en kurvfuld, eller måske bare en lille knitrende cellofanpose, med hjemmelavede (jule)godter?

Selv elsker jeg både at give og modtage hjemmelavede godbider, men indimellem kan det knibe med at finde på. Derfor vil jeg hver dag, i løbet af de næste 24 dage, præsenterer en ny ting, som vil gøre sig både som jule- og værtindegave og som måske kan være til inspiration for dem, som også godt kan lide den slags hyggelige gør-det-selv projekter.

Jeg lægger ud med brændte mandler, for hvem kan modstå sådan en sød og knasende lækkerbisken, som samtidig er en oplagt gaveidé? Det skulle da lige være nøddeallergikere og mandelhadere, men ellers tror jeg, de fleste af os kan blive enige om, at de der mandelboder, der dukker op i byerne ved juletid, er svære at modstå, når duften breder sig i en radius af flere kilometer.

Skal mandlerne bruges til jule- eller værtindegave, pakker jeg dem i en fin cellofanpose, som kan købes i de fleste hobbyforretninger, og binder en flot sløjfe på posen. Det ser også fint ud, at sætte et lille stykke gran eller kristjørn fast under sløjfen.

 

 

Mandlerne kan laves helt plain eller tilføjes et utal af smagsvarianter. Man kan fx tilsætte lidt kanel, vanillepulver, lakridspulver eller kakaopulver til sukker og mandler i gryden.

Brændte mandler.

300 gr mandler

300 gr sukker

1/2 dl vand.

Mandler, sukker og vand røres sammen i en stor gryde under svag opvarmning. Det er vigtigt, at gryden er stor nok til, at mandlerne kan røres godt rundt. Lad sukkeret koge til karamel under jævnlig omrøring. Når al vandet er fordampet, vil sukkeret krystallisere og blive hvidt og grynet. Fortsæt med at røre rundt til sukkeret smelter igen og bliver til gylden karamel, der samler sig om mandlerne. Når karamellen er helt smeltet og sidder på mandlerne tages gryden af varmen og mandlerne hældes ud på bagepapir. Adskil mandlerne hurtigst muligt vha. en gaffel eller måske fingrene, når mandlerne er kølet lidt af, men pas på, karamellen er brændende varm. Lad mandlerne afkøle på bagepapiret og opbevar dem i en lufttæt beholder.

Note. Disse mandler bliver helt blanke og fine. Vil man hellere have klumpede mandler, som til gengæld ikke skal adskilles med en gaffel, kan man tage gryden af varmen, når sukkeret lige netop er karamelliseret, men mandlerne stadig er fyldt med klumpet karamel. Det er lidt nemmere, til gengæld synes jeg ikke, mandlerne bliver helt så pæne.

Pin It on Pinterest

Share This