Print Friendly

Bag dagens “låge” her på bloggen, gemmer sig en idé til en hjemmelavet gave, der nok primært henvender sig til tedrikkeren. Men sådan én er jeg jo, så jeg mener altså, at opskriften skal med og skulle man nu komme til at forære en pose julete til en kaffedrikker, så er der jo den mulighed, at kaffedrikkeren kunne glæde evt. teelskere i familien eller omgangskredsen med en kop lækker, hjemmelavet julete.

Det er klart, at man ikke skal lave teen helt fra bunden, altså med dyrkning, høst og tørring af tebladende – der køber jeg bare en god, sort te i løssalg, men når det kommer til krydringen, så kan man få sat gang i sin kreativitet. Nedenstående opskrift har jeg lavet flere gange og den smager supergodt og “julet”, men den er kun en vejledning og det er også lækkert at tilsætte eksempelvis tørrede hybenroseblade, tørret clementinskal eller æblestykker, finthakket tom vanilleskal, lakridsrod, frysetørrede bær eller noget helt andet i sin te.

 

 

Skal jeg forære teen væk, pakker jeg den gerne i en fin cellofanpose med en sløjfe samt en opskrift på, hvordan teen skal brygges og en lille seddel med indholdet i teen, fx kanel, appelsin og kardemomme. Skal teen ikke indgå i en større julegave, men stå alene som en værtindegave, ville jeg nok pakke den sammen med en pakke lækre kiks og måske en fin pakke kandis eller rørsukkerknalder.

Julete.

100 gr sort te

tørret skal af en økologisk appelsin, skåret i små tern

1 lille spsk hele nelliker

15 kardemommekapsler

1-2 stjerneanis, brækket i mindre stykker

2 stykker kanel

Kom nelliker, kardemomme, stjerneanis og kanel i en pose og knus det let ved at slå på posen med en kødhammer eller kagerulle. De knuste krydderier blandes godt med appelsinskal og sort te og opbevares herefter i en lufttæt beholder. Ved tilberedning hældes ca 1,5 L kogende vand over 2-3 spsk te og den trækker 3-5 minutter inden servering.

Pin It on Pinterest

Share This