Print Friendly

Jeg ved ikke, hvordan det forholder sig i resten af landet, men her i Sydjylland, hvor jeg kommer fra, der er grønlangkål og hamburgerryg noget, man spiser til nytår og så måske et par gange i løbet af december til en julefrokost eller lign. I min familie har vi dog aldrig rigtig gjort det i grønlangkål til nytår og i virkeligheden skal vi måske også lidt længere ned i Sønderjylland, før det for alvor binder an, men jeg har indimellem fået det serveret til aftensmad som barn, ikke mindst fordi min far er vild med det.

Jeg selv er ikke den store grønlangkålsspiser – bevares jeg kan sagtens spise det, og synes egentlig også det smager fint, men jeg sætter ikke kæmpe portioner til livs, hvilket måske også hænger sammen med den mæthedsfaktor, der følger med grønlangkål. Til gengæld er grønkål jo vanvittigt sundt og så syntes jeg egentlig også, det kunne være sjovt at prøve at lave en portion til aftensmad – ikke mindst her i december, hvor grønlangkålssæsonen jo som bekendt er på sit højeste.

Jeg har faktisk aldrig lavet grønlangkål før, kun spist min mors, men så vidt jeg kunne læse mig frem til, skulle jeg “bare” lave en opbagt, hvid sauce og plumpe den blancherede og hakkede grønkål deri. Altså ligesom når man laver stuvet spinat og det var jo lige til at finde ud af. Man kan som bekendt købe kæmpestore poser med frisk, hakket grønkål i stort set alle supermarkeder lige nu – den skal bare lige blancheres og er så klar til brug. Derudover kan man også købe poser med frossen grønkål, som allerede er både blancheret og hakket og blot skal optøs, så bliver det vist ikke nemmere.

 

 

Mht. til den opbagte sauce, så nøjedes jeg med at svitse kålen i smørret og derefter røre et par skefulde mel i grønkålen. Til sidst hældt jeg væde ved (lidt fløde og lidt mælk, men mælk alene kan sagtens gøre det) og så jævnede det hele sig selv, da det nåede kogepunktet. Dermed slipper man for både opbagning og piskning, men det er jo op til den enkelte, hvilken metode man bruger. Dette her tog små 5 minutter og det færdige resultat smagte dejligt og blev mere end godkendt af garvede grønlangkåls-kendere, så skal der lynhurtig og lækker grønlangkål på bordet, så er der ingen tvivl om, at jeg vil bruge denne her fremgangsmåde igen.

Lynhurtig og lækker grønlangkål.

3-4 pers.

450 gr frossen grønkål

25 gr smør

2 spsk hvedemel

1 dl fløde

2 dl mælk

salt og peber

Optø grønkålen og pres vandet fra. Smelt smørret i en gryde og svits grønkålen heri. Rør 2 spsk hvedemel godt ind i kålen, tilsæt fløden og rør rundt. Kom mælken i kålen og lad det komme i kog, så grønlangkålen jævnes og får en passende konsistens. Kog igennem et par minutter, smag til med salt og peber og server til hamburgerryg eller medisterpølse/kålpølser og brunede kartofler.

Note. Man kan selvfølgelig også anvende frisk grønkål til grønlangkål. Grønkålsstænglerne ribbes for blade og stænglen kasseres. Bladene blancheres i kogende vand til de falder sammen, afkøles og hakkes groft med en skarp kniv eller vha. en kødhakker. Herefter følges ovenstående opskrift.

Kogt hamburgerryg.

4 pers.

ca. 750 gr hamburgerryg

vand

Fjern plastikemballagen, men lad nettet sidde, hvis der er et. Kom vand i en stor gryde, så det lige netop kan dække hamburgerryggen og bring det i kog. Når det koger kommes hamburgerryggen i vandet. Bring vandet i kog igen og lad hamburgerryggen småkoge i 30-45 minutter, eller til centrumtemperaturen når ca. 60 grader. Sluk for varmen og lad hamburgerryggen hvile i det varme vand i 30 minutter. Fjern nettet på hamburgerryggen og skær den ud i skiver.

Pin It on Pinterest

Share This