Print Friendly, PDF & Email

Vafler er jo egentlig mest en form for kage eller dessert i stil med pandekager eller æbleskiver, men jeg holder altså på, at man godt kan spise en portion vafler til morgenmad søndag morgen en enkelt gang i løbet af december. Især når sneen drysser ligeså stille ned fra himlen, som det er tilfældet uden for vores vinduer i dag. Og det skal ikke være de relativt sunde morgenmadsvafler, men derimod gode gammeldags vafler bagt med hvedemel, smør og sukker og serveret med flormelis, syltetøj og kærlighed. Belgiske vafler eller almindelige vafler – det er så til gengæld underordnet, for i min verden smager de lige godt.

Dejen rørte jeg sammen i går aftes og satte på køl og så bagte jeg vaflerne her til morgen, imens Morten og Villy gik en morgentur. Det er første gang, jeg har brugt fløde til vaflerne og det skyldtes i første omgang, at jeg ikke lige havde mælk i køleskabet, da jeg rørte dejen sammen, men det er bestemt ikke sidste gang, jeg bruger fløde, for det gav nogle fantastisk lækre og luftige vafler, som nærmest smeltede på tungen – sprøde udenpå og bløde indeni.

 

 

Og således mætte og tilfredse kan vi tage hul på søndagen, som udelukkende byder på dejlige ting. Vi skal til julemarked på Tirsbæk Gods, som ligger her ved Vejle – en årligt tilbagevendende begivenhed. Vi skal have fundet vores juletræ, spise lækre, grillede slagterpølser og kigge på de mange fine boder. Senere skal vi have tændt det tredje lys i adventskransen og så skal Morten og jeg vist nyde det sidste gløgg fra den portion, jeg satte over i torsdags. Vi har drukket et par glas både fredag og lørdag aften, så en portion holder ca. en weekend. Overvejer, om jeg så småt skal gå i gang med en ny portion, for gløgg får altså hurtigt ben at gå på her hos os. Til gengæld har vi en jo del varianter at skifte mellem, så i morgen sætter jeg over til en portion hvid gløgg, enten på æblemost eller hyldeblomst.

Sprøde flødevafler.

100 gr hvedemel

25 gr sukker

1/2 tsk bagepulver

1/2 til vanillepulver

1 nip salt

1 æg

1 dl fløde

1/2 dl vand

25 gr smeltet smør eller smagsneutral olie

Sigt mel, sukker, bagepulver, vanillepulver og salt sammen i en skål og pisk æg, fløde, vand og lidt smeltet smør/olie i dejen. Lad dejen hvile indtil den skal bages. Varm et vaffeljern op, kom en skefuld dej på jernet og bag vaflerne brune og sprøde i 3-5 minutter, afhængigt af hvor kraftigt jernet varmer. Det er ikke nødvendigt at smøre fedtstof i vaffeljernet. Skal man bage flere vafler, er det en god idé at lade de færdige vafler ligge på en bagerist, så dampen kan slippe væk på begge sider af vaflen. Dermed bliver de ikke bløde under bunden.

Pin It on Pinterest

Share This