Print Friendly

Jeg har jo, som nogle af Jer måske har læst, indført det nytårsfortsæt, at vi skal spise mere grønt til ALLE måltiderne. Det er sværest til morgenmaden, hvor frugt altid ligesom har spillet en større rolle end grønsager, og så til frokost, medmindre vi spiser rester fra aftensmaden, en salatbox eller lign. Men når vi “bare” spiser rugbrød, så glemmer vi simpelthen at få lidt grønt ved siden af og det er det, jeg nu har sat mig for at gøre lidt mere ved.

Aftensmaden kører til gengæld, men den har sådan set aldrig rigtig været noget problem, for selvom man ikke lige laver 2 slags grønsager og en blandet salat til aften, så går faktisk rigtig nemt at få grønsagerne spist alligevel. Fx putter jeg stort set altid grønsager i vores gryderetter og det samme med bolognaisen, som det drejer sig om i dette indlæg og som vi spiste med lidt god pasta, friskrevet parmesandrys og lækkert brød.

 

 

De fleste familier har sikkert deres helt egen opskrift på bolognaise, som er verdens bedste og den kan man jo bare bruge i stedet for min, men hvis der ikke indgår grønsager i opskriften, så vil jeg opfordre til, at man hakker, snitter, river og skærer en bunke og lader det hele simre sammen med kødet i gryden. Revne gulerødder er jo oplagte, men majs, peberfrugt i tern, revet squash og champignons i skiver er også gode muligheder. Og så vil jeg til enhver tid hellere spise min bolognaise med lidt fuldkornspasta ved siden af og en revet squash i saucen fremfor en grønsagsløs bolognaise ovenpå en squashpasta.

Bolognaise med grønsager.

4 pers.

1 spsk olie

2 fed hvidløg, finthakkede

2 løg, hakkede

450-500 gr hakket oksekød

2 ds. hakkede tomater

2 gulerødder, groftrevne

1 lille squash, groftrevet – kan udelades.

2 tsk tørret basilikum

2 tsk paprika

1 tsk sukker

salt og peber

Varm olien op i en stor gryde og svits løg og hvidløg heri. Når løgene er klare tilsættes oksekødet og det brunes godt, inden der hældes hakkede tomater og gulerødder i gryden. Tilsæt krydderier og lad bolognaisen snurre ved svag varme i 15-45 minutter – det kommer lidt an på, hvor god tid man har. Jo længere tid bolognaisen snurrer, jo mere intens smag, men den kan sagtens bruges efter 15 minutter. Smag til med sukker, salt og peber og server bolognaisen til nykogt pasta med friskrevet parmesan ovenpå og måske lidt godt brød ved siden af. .

Note. Bolognaisen er også rigtig god som kødsauce i en klassisk lasagne eller en kartoffellasagne.

Pin It on Pinterest

Share This