Print Friendly, PDF & Email

blinis med stenbiderrogn

Hvis jeg nu var typen, der fulgte ugens madplan til punkt og prikke, så skulle vi faktisk først have haft små, lækre blinis med stenbiderrogn på lørdag. Men for det første er jeg ikke særlig god til restriktioner, så selvom der bliver købt ind til ugens middage efter madplanen, så er det ikke altid, at den “rigtige” mad bliver lavet på de “rigtige” dage – ja, så slem er jeg 😉

For det andet, så skulle jeg i går være gået videre, da jeg faldt over et virkelig godt tilbud på den lækreste stenbiderrogn i en fiskebil, som jeg kom forbi på min vej. Nej vel? Derfor blev det også i går, at vi nød den lækreste forret bestående af små, luftige og friskbagte blinis toppet med creme fraiche, finthakket rødløg og ikke mindst de små sart lyserøde og laksefarvede “poppende” perler af stenbiderrogn, også kaldet dansk kaviar.

I rigtig mange opskrifter på blinis skal der tilsættes halvt hvedemel og halvt boghvedemel. Og med fare for at mine blinis aldrig bliver helt “ægte”, så er jeg altså nødt til at indrømme, at jeg blæser højt og flot på boghvedemelet og nøjes med at bruge hvedemel. Det er godt nok blevet nemmere at finde boghvedemel nu, end det var for få år siden, men købte jeg en pose, ville jeg formentlig aldrig få brugt det hele og posen ville ende i skraldespanden. Derfor tænker jeg “Stop spild af mad” fremfor 100 % autentiske blinis og jeg synes faktisk, at mine blinis smager ganske udmærket. Den let nøddeagtige smag, som boghveden bidrager med, kan man så eksempelvis tilføre ved at komme et nip kardemomme i dejen.

Denne her portion giver 20-25 små blinis, hvilket jeg vil betegne som en fin forret til 4-5 voksne. Man serverer typisk mellem 3 og 5 blinis pr. person, men jeg må advare om, at 5 blinis godt kan virke en smule overvældende og meget mættende. I hvert fald var det ikke særlig meget hovedret, vi fik sat til livs i går aftes, efter at vi havde spist vores blinis.

Vi spiste vores blinis toppet op med en teskefuld creme fraiche 18 %, som bidrager med syre, fedme og en lækker cremet konsistens – en højere fedtprocent er okay, men en creme fraiche med en lavere flyder ud og ødelægger helhedsindtrykket og så vil jeg mene, at man næsten hellere må undvære creme fraichen helt. Ovenpå creme fraichen kom en teskefuld stenbiderrogn, bare lige vendt med lidt citronsaft og et nip salt i en skål, og endelig blev der drysset med lidt friskhakket rødløg og pyntet med frisk dild.

 

 

Der er sæson for stenbiderrogn fra januar/februar til omkring april og hos de fleste fiskehandlere køber man stenbiderrognen renset, men er det ikke tilfældet, skal man have fjernet hinderne. Det gøres nemmest ved at fjerne de største hinder og derefter kommer resten af rognen i en skål og piske kraftigt med et piskeris, til hinderne sætter sig fast og kan fjernes. Lad stenbiderrognen dryppe af i en sigte og vend den med salt og evt. lidt citron efter smag.

Blinis.

Ca. 20-25 stk.

125 gr hvedemel

1 tsk salt

1 tsk bagepulver

2 dl mælk

1 tsk olie

1 stort æg

evt. lidt smør til stegning

Bland de tørre ingredienser sammen i en skål, pisk mælk i og tilsæt til sidst olie og ægget. Pisk dejen godt igennem. Varm en stegepande op og kom lidt smør på panden, medmindre man bruger en teflon pande. Bag små fine og runde blinis af 1-2 spsk dej ad gangen – jeg kunne have 3 stk på min pande med en diameter på ca. 4-5 cm pr stk. Når overfladen på de små blinis bobler vendes de og bages kort på bagsiden, inden de lægges på en tallerken og afkøles.

Note. Blinis kan spises kolde eller lune med fyld ovenpå. De kan sagtens bages flere dage i forvejen og opbevares på køl indtil servering.

Pin It on Pinterest

Share This