Print Friendly, PDF & Email

DSC_0013

Normalt bliver jeg faktisk aldrig syg og selv en vinterforkølelse hører til sjældenhederne, efter jeg for et par år siden begyndte at prioritere mine vitaminpiller og fiskeoliekapsler lidt højere og fik lavet en rutine, således at de bliver spist hver dag. Hvorvidt den lette forkølelse jeg døjer med nu så skyldes, at jeg er kommet lidt ud af rutinen med vitaminerne i de seneste 3-4 måneder skal jeg lade være usagt, men faktum er i hvert fald, at jeg for første gang i 2 år har optræk til en forkølelse og ondt i halsen.

Derfor kogte jeg i går en blanding af frisk ingefær og citronsaft sammen med lidt vand, så jeg hver morgen kan tage mig et ingefær-shot til morgenmaden. Dermed håber jeg på, at jeg hurtigt får has på dårligdomme og al optræk til vintersnue og jeg er slet ikke sikker på, at jeg ikke laver en ny portion, når denne her er drukket for udover at lindre ved forkølelse, så er der også et hav af andre gode grunde til at nuppe sig et lille shot med ingefær hver morgen.

Den lille knold kan eftersigende modvirke kvalme, fx i forbindelse med transportsyge, behandlinger eller lignende. Den bekæmper inflammation (betændelsestilstande) i kroppen og skulle ligeledes afhjælpe stivhed, virke lindrende og dæmpe smerter, hvorfor eksempelvis gigtpatienter kan have stor nytte af ingefær. Endelig modvirker ingefær mavesmerter og oppustethed – den fremmer fordøjelsen og bevirker, at maven fungerer godt, så der er faktisk nærmest ikke nogle gode grunde til ikke at spise eller drikke ingefær med jævne mellemrum.

Selve smagen i shottet er selvfølgelig lidt kras og kan man slet ikke få det ned, kan man sagtens spæde yderligere med lidt vand, inden det drikkes. Dog synes jeg ikke, at det på nogen måde er slemt at drikke et shot, det prikker lidt i munden, lige efter man har sunket og det giver varmen, men ikke mere end at jeg finder det behageligt. Er man rigtig hardcore, vil man måske ligefrem finde shottet for mildt, men så kan man jo enten tilsætte mere ingefær eller holde lidt igen med vandet. Jeg har tilsat lidt honning til blandingen – honning smører godt i halsen, når den gør lidt ondt og tager også lige toppen af shottet, men jeg synes på ingen måde, at det bliver sødt.

 

 

Og nu skal der køres ingefærshots ned om morgenen resten af vinteren – det føles som om, at det styrker både krop og sjæl og det kan vi jo nok have brug for her i den kolde og mørke tid.

Ingefærshot med citron.

Portionen giver ca. ½ liter færdig drik.

50 gr skrællet ingefær

5 dl vand

saft af 2 citroner – ca 1½ dl

2 små spsk honning – kan udelades

Skær ingefær i tynde skiver eller mindre stykker og kom dem i en gryde sammen med vandet. Bring blandingen i kog og lad den snurre i ca. 20 minutter under låg. Lad blandingen køle lidt af og tilsæt herefter citronsaft og honning. Lad blandingen trække i ca. 12 timer. Sigt den derefter og hæld den på en lille flaske, som opbevares i køleskabet. Blandingen kan holde sig i ca. 14 dage, hvis ikke den er drukket inden.

Pin It on Pinterest

Share This