Print Friendly, PDF & Email

kyllingeshawarma

Efter at jeg postede opskriften på de hjemmebagte pitabrød, som vi fik til aftensmad i går aftes, har jeg modtaget henvendelser fra flere af Jer læsere, som har efterspurgt opskriften på en del af fyldet til pitabrødene, nærmere bestemt den hjemmelavede kyllingeshawarma, som jeg omtalte på bloggen i går.

Og selvfølgelig skal opskriften både postes her på bloggen og ikke mindst gemmes, for hvor var den kyllingeshawarma da bare helt forrygende lækker og absolut noget, som jeg vil lave igen og igen. At det så derudover også var fantastisk simpel aftensmad, som stort set passede sig selv hele vejen igennem, gør det jo bare til en endnu mere oplagt favorit på middagsbordet.

Det kræver selvfølgelig lidt forskellige slags krydderier at røre marinaden sammen, men jeg har bestræbt mig på udelukkende at bruge varianter, som kan købes i de fleste større supermarkeder – der er kort og godt tale om ingredienser, som de fleste af os med lethed kan få fat på, hvis de da ikke allerede står i køkkenskabene og bare venter på at komme i brug. Vi har i hvert fald som udgangspunkt altid chili, paprika, stødt spidskommen og lignende stående.

 

 

Jeg valgte at stege kødet i ovnen, da den alligevel var i gang, men kyllingestykkerne kan også sagtens laves på en stegepande og når det bliver lidt varmere i vejret, vil jeg fordele kødet på træspyd og tilberede det på grillen – jeg elsker smagen af grill. Kyllingestykkerne blev fyldt i de lune, friskbagte pitabrød og udover kylling blev de fyldt med strimlet salat, majs, ærter, tomat, agurk, feta, oliven og creme fraiche dressing. Hjemmelavet fast food når det er allerbedst og så var der oven i købet en rest shawarma og lidt blandet salat, som jeg har spist til frokost i dag. Ikke den værste måde at tage hul på en dejlig weekend.

Kyllinge shawarma.

2-3 pers.

2 store eller 3 små stykker kyllingebryst

Marinade.

2 spsk olie

1-2 spsk citronsaft – efter smag

1 tsk hvidløgspulver eller 1-2 fed hvidløg, presset

1 tsk sød paprika

1 tsk stødt spidskommen

1 tsk stødt koriander

½ tsk chiliflager – kan erstattes af et nip chilipulver

½ tsk stødt kardemomme

½ tsk stødt ingefær – kan udelades

1 tsk salt + peber

Skær kyllingen i mindre stykker og læg dem i en frysepose. Rør ingredienserne til marinaden sammen og hæld den over kyllingen i posen. Massér posen godt, så marinaden fordeles. Læg posen i køleskabet og lad kyllingen trække i minimum 2 timer, men gerne længere. Fordel kyllingen på en bageplade beklædt med bagepapir og steg kødet i ovnen ved 200 grader i ca. 20 minutter eller til stykkerne er gennemstegte. Kyllingestykkerne kan også tilberedes på en stegepande. Skær kyllingen i mindre stykker og server til pita eller fladbrød.

Pin It on Pinterest

Share This