Print Friendly, PDF & Email

kartoffeltærte med bacon og rosmarin

Hvis man kan lide en traditionel kartoffelpizza med rosmarin, så vil man med garanti også kunne lide denne her kartoffeltærte, som vi fik til aftensmad forleden aften. Knasende sprød og lækker tærtebund, cremet æggemasse, kartofler, lidt salt bacon og den skønne smag af rosmarin fra haven – what’s not to like?

Tærten skal helst laves med kogte kartofler, hvilket var meget heldigt, for jeg havde nogle stykker liggende i køleskabet og da vi for nyligt har fået dette her kartoffelfad med forårsløg og ost, syntes jeg, at jeg havde lyst til at bruge resterne på en anden måde. Man kan selvfølgelig også lave tærten, hvis ikke man har en rest kogte kartofler, men det er bedst at give kartoflerne et opkog, så man ikke risikerer en færdigbagt tærte med halvrå og knasende kartofler i midten.

IMG_4915

Tærtebunden er lavet med lidt grahamsmel, hvilket sagtens kan erstattes af fuldkornshvedemel eller måske lidt rugmel, ligesom man kan lave bunden på ren hvedemel, hvis man da ikke i stedet bare køber en rulle færdiglavet tærtedej – en løsning jeg benytter mig af med jævne mellemrum, hvis det skal gå lidt stærkt, men jeg på den anden side gerne vil have god, hjemmelavet aftensmad og ikke nøjes med take away.

Udover kogte kartofler havde vi også lidt bacon i køleskabet, som blev svitset på panden og tilsat tærten – den kan selvfølgelig også bare laves vegetarisk, men jeg synes, at den salte og let røgede smag fra det sprødstegte bacon klæder de meget milde smagsnuancer i tærten – til gengæld kom jeg ikke revet ost på toppen af tærten, men det kan man jo gøre, hvis man har lyst

Vi spiste tærten med en lækker, grøn salat ved siden af og resterne skal jeg have til min frokost i dag og i morgen – glæder mig allerede til det bliver frokosttid. Spiser man ikke tærten som hovedret, gør den sig i øvrigt glimrende på en buffet eller som tilbehør til diverse kødretter, fx stegte frikadeller, grillet kylling, lam og lignende – gerne med en god, blandet salat ved siden af.

Kartoffeltærte med bacon og rosmarin.

2-3 pers.

Bund –

150 gr hvedemel

75 gr grahamsmel eller fuldkornshvedemel

1 dl vand – evt, lidt mere, hvis dejen er svær at samle

2 spsk olie

1 tsk salt

Kom alle ingredienserne i en skål og ælt dem sammen til en dej. Rul dejen tyndt ud på et meldrysset bord og fordel den herefter i et tærtefad. Prik bunden med en gaffel og stil den til side, imens tærtefyldet forberedes.

Fyld –

500-600 gr kogte kartofler

1 pk bacon i tern

1 bundt forårsløg

1 kvist frisk rosmarin eller 1-2 tsk tørret rosmarin

5 æg

2 dl creme fraiche

salt og peber

1 kvist frisk rosmarin eller 1-2 tsk tørret rosmarin

Skær kartoflerne i skiver. Steg bacon sprødt på en stegepande, tilsæt herefter forårsløg og lad dem svitse med et par minutter. Fordel bacon og forårsløg på tærtebunden. Placer kartoffelskiverne ovenpå bacon og forårsløg. Rør æg, creme fraiche, salt og peber sammen og hæld æggeblandingen over fyldet i tærtebunden. Drys med rosmarin øverst og bag tærten ved 200 grader i 25-30 minutter til æggemassen har sat sig. Drys evt. med lidt ekstra, frisk rosmarin og server.

Pin It on Pinterest

Share This