Print Friendly, PDF & Email

mexicansk kylling i fad

Elsker I ikke sådan nogle retter, som I nærmest kan lave i søvne, og hvor alle ingredienserne blot skal klargøres (eller åbnes) og droppes ned i et fad, inden hele herligheden sættes i ovnen og de skønneste dufte begynder at brede sig i hele huset? Det gør vi i hvert fald herhjemme og i de senere år, er jeg begyndt at skele lidt til mange af de amerikanske madbloggere, som er virkelig gode til at lave den slags “alt i ét fad” mad eller slet og ret casseroles, som de kalder retterne derovre.

Denne her mexicanske kylling i fad er dog langt fra en nyhed, men derimod en ret som efterhånden har fulgt mig i en del år og udover at den er ualmindelig nem at lave, så smager den også bare virkelig godt. En yderligere bonus er, at den sagtens kan forberedes i god tid, så det blot er at sætte fadet i ovnen, når vi nærmer os spisetid.

Er man ikke til røde bønner, så kan jeg anbefale at skifte bønnerne ud med hvide bønner, som er knap så melede i smagen, eller måske bælgede edamamebønner, som de fleste kan lide, fordi de minder en smule om ærter. Alternativt kan man droppe bønnerne helt og i stedet skrue op for mængden af peberfrugter, majs og forårsløg.

Er der børn, som skal spise mere, så foreslår jeg, at man skruer lidt ned for styrken – vælger en mild tacosauce eller salsa og dropper måske chilifrugterne eller fjerner i hvert fald kernerne, men er man vild med chili og stærk mad, så er der jo frit spil både i forhold til sauce og mængden af chilier med eller uden kerner.

 

 

Jeg serverer altid guacamole, tortillachips og en kølende creme fraiche til den mexicanske kylling, så hvis det alligevel bliver lidt stærkt, så er der noget at rense munden med. En flok kolde øl på sidelinjen og så er det lige før, at vi er klar til en mexicansk fiesta – jeg vil i hvert fald ikke have problemer med at servere mexicansk kylling med chips, guacamole og creme fraiche som uformel gæstemad og jeg er sikker på, at retten også vil tage kegler til en herremiddag.

Mexicansk kylling i fad med ris og bønner

3-4 pers.

1 glas tacosauce eller salsa – mild, medium eller hot

1 ds røde kidneybønner – drænet for væde

2 dl ukogte ris

1 dåse majs

2 røde peberfrugter, skåret i små tern

1-2 friske, røde chilier, renset for kerner og skåret i små tern

1-2 fed hvidløg, skåret i små tern

1 bundt forårsløg, skåret i tynde ringe

3 dl bouillon – evt. vand + ½ bouillonterning

1 spsk stødt spidskommen

1-2 stk kyllingebryst uden skind (ca. 250 gr) – skåret i mundrette stykker

1 lille tsk salt + peber

150 gr revet mozzarellaost

Tacosauce/salsa, kidneybønner, ukogte ris, majs, peberfrugter, chili, hvidløg, forårsløg, bouillon, spidskommen, kyllingebryst og salt og peber vendes sammen i en skål og fordeles herefter i et ildfast fad. Hold evt. lidt peberfrugt, forårsløg og majs tilbage til pynt på toppen af den færdige ret. Dæk fadet med stanniol og sæt det i ovnen i 30 minutter ved 200 grader. Tag fadet ud, fjern stanniolen og drys med revet ost. Sæt herefter fadet tilbage i ovnen, nu uden stanniol, i yderligere 30 minutter ved 200 grader til kylling og ris er møre og osten er fint gratineret på toppen. Pynt evt. med peberfrugt, forårsløg og majs på toppen og server med guacamole, creme fraiche og tortillachips.

Note. Har man en rest kogte ris og lidt stegt kylling, så kan man sagtens lave mexicansk kylling på rester. Drop bouillonen og stanniolen og halver tiden i ovnen til ca. 30 minutter og så er der aftensmad.

Pin It on Pinterest

Share This