Print Friendly, PDF & Email

IMG_6442

De her små, ristede kartofler hører til blandt vores yndlingstilbehør såvel sommer som vinter. Jeg har rigtig tit nævnt i madplanen, at vi skulle have ristede kartofler som tilbehør til både det ene og det andet, men forleden dag kom jeg i tanker om, at jeg da vist aldrig har postet en opskrift på netop de kartofler og det må vi selvfølgelig have lavet om på.

Kartoflerne er super nemme at lave, hvilket også gør dem geniale at servere som gæstemad, hvor der ofte er nok at tænke på i køkkenet. De skal hverken skrælles eller koges, blot skylles, inden de kommes i ovnen med lidt olie og salt ved og så passer de ellers sig selv. Nemt og bekvemt og så bliver resultatet altså bare noget af det lækreste, som kan gå til stort set alle former for kødretter og fisk, ligesom vi også gerne får dem som tilbehør til en god burger – det være sig en fiskeburger eller en traditionel burger.

Jeg køber gerne de små kartofler i en bakke, som er vaskede – på den måde behøver jeg ikke bruge tid på at skrubbe dem og fjerne jord, men kan blot skylle dem en ekstra gang og så er de klar til brug. Denne her variant med salt og olie er den helt plain udgave, men det står selvfølgelig enhver frit for at tilsætte yderligere smag til kartoflerne – det smager fx skønt at drysse lidt oregano eller timian over kartoflerne, ligesom en smule hvidløgspulver eller lidt fintrevet parmesan bestemt heller ikke skader. I bund og grund kommer det jo helt an på, hvad man bryder sig om og hvad der skal serveres sammen med kartoflerne.

 

 

Denne her gang fik vi kartoflerne til et lækkert stykke laks med honning og sennepsglasering – en fantastisk ret, som vi engang fik serveret til en madklub hos Tommy og Kim, men som jeg nu også selv har prøvet at lave og jeg lover Jer, at opskriften kommer på bloggen snarest, for den skal I altså ikke snydes for. Udover laks og kartofler lavede jeg en lækker krydderurtedressing magen til denne her og så fik vi en sprød salat med friske spinatblade, edamamebønner, tørrede tranebær og letristede pinjekerner til. Helt enkel og lækker sommermad, som blev nydt på terrassen med et koldt glas hvidvin ved siden af.

Små ristede kartofler.

3-4 pers.

750 – 1000 gr små kartofler med skræl

2-3 spsk olie

salt

Skyl kartoflerne men lad skrællen blive på. Lad kartoflerne dryppe af og kom dem i en stor frysepose sammen med olie og salt og ryst posen godt, så olie og salt fordeles på alle kartoflerne. Vend kartoflerne ud på en bageplade beklædt med bagepapir og rist dem i ovnen ved 200 grader i 25-30 minutter til de er gyldne og møre. Ryst evt. bagepladen et par gange undervejs, så kartoflerne bliver jævnt ristede. Server de ristede kartofler som tilbehør til kødretter, burgere og fiskeretter.

Pin It on Pinterest

Share This