Print Friendly, PDF & Email

Jeg har været til et par møder i dag – i øsende regnvejr for øvrigt, så spørg lige, om jeg var glad for at være i bil? På vejen hjem fik jeg handlet lidt og så smuttede jeg også lige ind forbi bageren og købte en lækker, friskbagt rugbrødsbolle til min frokost. Jeg må simpelthen prøve at eksperimentere med rugbrødsboller på et tidspunkt – hidtil er det kun blevet til hjemmebagte choko-rug a la Lagkagehuset og de smager skønt, men er jo ikke så oplagte at fylde og spise til frokost, men altså sådan en god, svampet rugbrødsbolle…. der lægges allerede planer.

Vel hjemme igen fik jeg rørt en hurtig tunsalat sammen – bare hvad jeg havde i grønsagsskuffen og så selvfølgelig lidt mayonnaise, creme fraiche og en smule citronsaft til lige at binde herlighederne sammen. Tunsalaten blev smagt til med salt og peber – man skal altid være lidt forsigtig med saltet, for dåsetun er ret saltet i sig selv – og fik et ekstra skud citronsaft og så sad smagen lige i skabet. Man kan selvfølgelig bruge andre former for grønsager, jeg kan fx anbefale grønne ærter, bælgede edamame bønner eller bladselleri og det smager også godt at tilføje friskhakkede krydderurter, men i bund og grund gælder det jo bare om at bruge det, man kan lide.

Tunsalaten blev fyldt i rugbrødsbollen – den var næsten lun endnu – sammen med en håndfuld revet gulerod og et bjerg friske spinatblade og så lavede jeg lige en cafe latte ved siden af. Total café stemning hjemme i sofaen, som bestemt ikke blev dårligere af, at jeg både kunne hygge mig med et madblad og en pind i brændeovnen, imens jeg spiste – det er alligevel de færreste cafeer, der byder på brændeovne og sovende hunde med fine, bløde maver.

Tunsalat.

1 ds tun i vand eller olie

1 spsk mayonnaise

1 spsk creme fraiche

1 spsk citronsaft

½ rød snackpeber, skåret i små tern

2 stængler forårsløg, skåret i tynde skiver – kan erstattes af et lille, finthakket løg

1 lille dåse majs

salt og peber

Hæld væde fra tunen, kom den i en skål og findel den med en gaffel. Tilsæt mayonnaise, creme fraiche, citronsaft, snackpeber, forårsløg og majs og rør godt rundt. Smag til med salt og peber og måske lidt ekstra citron. Spis tunsalaten som den er, i en salat, i halve avocadoer eller som fyld i sandwiches.

Note. Ovenstående portion rækker til 2 store eller 3 mindre sandwiches.

Pin It on Pinterest

Share This