Print Friendly

Der er rigtigt blevet bagt herhjemme i dag. Først en pladefuld af de her gulerodsboller med solsikkefrø, som jeg satte dej over til, inden vi gik en lang søndagstur med Villy. Da vi kom hjem fra vores gåtur, var dejen færdighævet og skulle bare i ovnen og så var der nybagte boller med ost og pålæg til frokost. Da nu ovnen alligevel var i gang, besluttede jeg mig for også at bage de hindbærsnitter, som jeg havde gemt en del af min hjemmelavede hindbærmarmelade til. Snitterne var færdige ved kaffetid – nybagte, lækre og tilpas afkølede og således gik det til at der både var hjemmebag til frokost og til eftermiddagsteen. Slet ikke dårligt at fylde en søndag med masser af hygge og hjemmebag.

Jeg har været vild med bagerens hindbærsnitter så langt tilbage, som jeg kan huske, men hjemmelavede hindbærsnitter smager endnu bedre og så er de faktisk ret simple at lave selv. Man behøver jo ikke nødvendigvis lave sin egen hindbærmarmelade, for man kan sagtens bruge en god, færdigkøbt variant og faktisk kan man også udskifte hindbærmarmeladen med andre slags og i stedet lave eksempelvis solbærsnitter, blåbærsnitter, kirsebærsnitter eller hvad man nu har lyst til.

Der findes forskellige måder at lave hindbærsnitter på – fx kan man rulle mørdejen ud på et meldrysset bord og udstikke små, runde kager, som bages gyldne i ovnen og lægges sammen to og to med marmelade. Det ser vældig fint ud, men jeg må indrømme, at jeg foretrækker “bagermetoden”, hvor mørdejen rulles ud til en plade som bages i ovnen og halveres, inden de to halvdele lægges sammen med hindbærmarmelade og skæres ud i snitter. Det er nemt og så ser det bare ligesom mere “rigtigt” ud, når det nu engang kaldes for snitter.

Nedenstående opskrift giver 8-10 pæne, store hindbærsnitter og hvis man ikke kan spise dem alle på én gang, så kan de sagtens holde et par dage i en lufttæt beholder, dåse eller lignende, men de er ikke fryseegnede, for så bliver snitterne bløde og kedelige. Mørdejen kan man til gengæld sagtens fryse, så hvis man har lavet dobbelt portion, eller bare ikke kan bruge det hele på én gang, så pak mørdejen i plastik og læg den i fryseren. Så er det nemt at lave en portion hjemmelavede hindbærsnitter en anden gang, men faktisk kan mørdejen også bruges som bund i hjemmelavede studenterbrød eller til en portion kakaosnitter med kokosfyld og hindbærmarmelade. Og det minder mig om, at jeg vist snart skal bage kakaosnitter igen – uhhh de er farligt gode.

Hjemmelavede hindbærsnitter med glasur.

8-10 stk

150 gr hvedemel + lidt ekstra til udrulning

½ tsk bagepulver

75 gr smør

50 gr flormelis

1 æg

4-5 spsk god hindbærmarmelade – evt. hjemmelavet

100 gr flormelis

lidt vand

farvet krymmel eller lignende til drys

Mel, bagepulver og 50 gr flormelis kommes i en skål og smørret smuldres heri. Dejen samles med ægget og æltes let til en glat dej. Lad dejen hvile på køl i ca 30 minutter. Drys hvedemel på bordet og udrul dejen til et rektangel (ca 20 x 40 cm og 2-3 mm tykt). Løft dejen over på en bageplade beklædt med bagepapir. Skær evt. kanterne lige med en kniv eller ret dem let til. Halver rektanglet på langs på midten ved at lave en ridse med en kniv – det er ikke nødvendigt at skille dejen i 2 rektangler inden bagningen. Bag mørdejen ved 200 grader (ikke varmluft) i 10-12 minutter til den er lige netop gylden. Lad bunden køle let af og bræk den herefter i 2 rektangler á ca. 10 x 40 cm der hvor dejen blev ridset inden bagningen. Smør hindbærmarmelade jævnt ud på det ene rektangel og læg det andet ovenpå. Rør en tyk glasur sammen af 100 gr flormelis og en lille smule vand. Fordel glasuren ovenpå mørdejen og drys med krymmel. Brug en skarp kniv til at skære dejen i 8-10 lige store hindbærsnitter.

Pin It on Pinterest

Share This