Print Friendly, PDF & Email

Uge 11 bliver sådan en lidt underlig og “halv” uge for os herhjemme – forstået på den måde, at Morten smutter et par dage til England og arbejder i den første halvdel af ugen, så der skal jeg kun tænke på mig selv. Denne her gang kommer han dog hjem allerede onsdag, men fredag kører vi så en tur til København og besøger mig lillebror og hans kæreste og bliver der weekenden over. Derfor er der reelt kun 4 dage i uge 11, hvor jeg skal tænke på aftensmad, men så skal de 4 dage sandelig også indeholde en masse rigtig lækker mad.

Madplan uge 11.

Mandag – Morten skal køres i lufthavnen allerede mandag morgen, så jeg skal kun tænke på mig selv til aften og menuen er allerede fastlagt. Jeg har nemlig længe haft lyst til avocado med rejer og lyserød skaldyrsdressing – endnu et 80’er og start 90’er hit, så det vil jeg have til forret. Hovedretten bliver denne her skønne gryderet med kylling, ris og hvidvin, som minder en hel del om risotto, men er meget nemmere at lave og ikke kræver al den sædvanlige “omrøring i gryde”. Måske en smule af hvidvinen også ender i et glas til mig.

Tirsdag – Menuen står på en lækker kartoffeltærte med bacon og rosmarin – en skøn tærte, som hører til blandt mine favoritter og selvom det måske nok er lidt meget, at lave en hel tærte til mig selv, så kan resterne heldigvis sagtens spise kolde eller opvarmede til frokost. Jeg overvejer desuden at lave denne her skønne salat med spinat, feta, saltede mandler og vindruer som tilbehør til tærten, men nok uden jordbær – selvom jordbærrene er begyndt at dukke op i butikkerne, er det stadig lidt for tidligt for mig.

Onsdag – Jeg skal hente Morten i lufthavnen onsdag aften, så jeg regner med at lave denne her lækre paprikagryde med kylling og bacon, som kan stå klar på komfuret og bare skal varmes op, når vi kommer hjem. Nem og bekvem aftensmad og tilbehøret bliver enten kogte ris eller hasselback kartofler og måske en gang franske ærter med bacon og perleløg – nu jeg alligevel har gang i baconnet.

Torsdag – Ugens suppe bliver denne her spicy thaisuppe med kylling og nudler – så kan vi også lige få ryddet grønsagsskuffen inden weekenden. Normalt serverer jeg ikke brød eller anden form for tilbehør til thaisuppen, for der er så meget fyld i den i forvejen, men så kunne jeg til gengæld sagtens finde på at bage en rigtig lækker og snasket brunsviger til dessert.

Fredag – Som sagt kører vi til København og bliver der weekenden over. Jeg tager derfor et par fridage fra bloggen, men som altid kan man følge mig via instagram (@madenimitliv), hvor jeg lægger en masse billeder op – også af det der foregår “bag skærmen”. Desuden kigger jeg selvfølgelig forbi bloggen med madplanen for uge 12 lørdag formiddag, præcis som jeg plejer.

Lørdag – København.

Søndag – København.

Pin It on Pinterest

Share This