Print Friendly

Påsken er i fuld gang og vi nyder et par fælles fridage herhjemme. I år er påskevejret jo ikke ligefrem noget at råbe hurra for – synes ellers ofte, at vi har dejligt vejr i påsken – men så hygger vi i stedet indendøre, kører små ture, spiser frokost eller drikker kaffe og spiser kage på en cafe eller hvad vi nu ellers finder på.

Og sørme om der ikke også er blevet tid til at tænke på madplanen for næste uge, for selvom vi har fri, så skal der jo stadig være plads til de små hverdags-sysler. Som jeg var inde på i sidste uge, så ligger madplanen allerede på bloggen fra om fredagen for fremtiden og det er I mange, som har taget rigtig godt imod, hvilket jeg er super glad for. Dejligt med de positive tilbagemeldinger fra Jer og så vil jeg da lige slutte af med at ønske Jer alle en rigtig god påske.

Madplan uge 16.

Mandag – Påsken er ikke helt forbi, vi tager som bekendt mandag med og der skal påskekylling på menuen i form af en grydestegt kylling med persille og sauce og kartofler. Selvfølgelig med hjemmelavet agurkesalat og måske også rabarberkompot til – det kommer lidt an på, om rabarberne er store nok, til at jeg kan nænne det/får lov til at trække dem op (det er min mor, der sidder på rabarberne i det her foretagende og jeg har endnu ikke fået sat nogle i vores egen have).

Tirsdag – Vi skal have koteletter i fad med karry og ananas – et hit her i huset, hvor vi er vilde med “mad i fad i ovnen” og så er kombinationen af karry og ananas i øvrigt uovertruffen i min verden. Tilbehøret bliver kogte ris og jeg koger en ekstra stor portion, så der er til aftensmad onsdag.

Onsdag – Det kylling, som vi ikke spiser mandag, bliver pillet af skroget, skåret i mundrette tern og blandet sammen med de ekstra ris fra tirsdag aften og så er der ellers asiatisk biksemad, også kaldet stegte ris med kylling og grønsager til aftensmad. Nem og lækker restemad, men har man nu ikke en stegt kylling og en rest kogt ris, så kan retten selvfølgelig sagtens laves på et par stykker kyllingebryst og en nykogt portion ris.

Torsdag – Vi har ikke haft suppe på menuen i de sidste par uger, for vejret har været så fint, men jeg savner en god skål suppe, så onsdag skal vi have denne her cremede gulerodssuppe med pikantost, som er en super nem, enkel og billig ret. Tilbehøret bliver pandebrød og hummus, som vi kan dyppe brødet i.

Torsdag  – Jeg har planer om at finde stegesoen frem og gentage den kæmpesucces, som jeg havde med dette her kalkunbryst i stegeso med fløde-paprikakartofler. En virkelig lækker og nem ret, hvor ingredienserne blot skal samles i stegesoen og så klarer den resten. Har man ikke en stegeso, så kan man i stedet bruge en stor gryde med låg, gerne en stegegryde eller støbejernsgryde. Tilbehøret til kalkun og kartofler bliver sprøde broccolifritter, som nemt kan hygge sig i ovnen samtidig med stegesoen.

Fredag – Hjemme hos os skydes weekenden i gang med hygge, hvidvin og flammkuchen med løg og sprødstegt skinke. Tilbehøret bliver en grøn salat og bagefter skal vi selvfølgelig have bland-selv slik og måske chips og dip…. uhhh eller nachos med salsa. Jeg elsker bare fredage – de er afslappede og hyggelige og fulde af forventninger om en dejlig weekend.

Lørdag – Vi skal have en græsk moussaka med kartofler og aubergine og jeg glæder mig allerede. For mig er moussaka ren sommerstemning og ferieminder på tallerkenen. Tilbehøret bliver store oliven og en lækker, cremet tzatziki.

Søndag – Søndagsmenuen kommer til at stå på en klassisk wienerschnitzel med et bjerg af ærter og smørstegte kartofler, som Morten er verdensmester i at lave, så vi ser frem til en rigtig hyggeaften i køkkenet, hvor vi er sammen om at tilberede maden. Det ser ikke så tit, men når det sker, så hygger vi os begge to gevaldigt med det. Og således rustede skulle vi vist være klar til at tage hul på en ny uge.

Pin It on Pinterest

Share This