Print Friendly

Nøj, hvor har vi spist mange bruschettaer i de sidste par dage, hvor solen har skinnet og vi har nydt livet på terrassen. En lækker bruschetta er for mig den ultimative sommerforret og når den laves på lækre, solmodne tomater og frisk basilikum, som blot vendes med lidt god olivenolie, er det et glimrende eksempel på, hvor fantastisk italiensk mad kan smage, selvom der bruges et minimum af ingredienser.

Normalt laver jeg en helt simpel udgave af bruschetta, bestående af ristede brødskiver toppet med hakket tomat, olivenolie og frisk basilikum, og det er jo altid en vinder, men da vi forleden aften fik jordbær til dessert, fik jeg lyst til at komme et par stykker i tomatblandingen og det smagte ganske enkelt forrygende. Det kan måske lyde som en lidt speciel kombination, men de søde tomater og de søde jordbær går helt fint i spænd og så sker der altså noget med jordbær, når de kombineres med basilikum. Har man ikke smagt jordbær med basilikumsukker (lavet af sukker som blendes med frisk basilikum), så bør man virkelig unde sig selv at prøve sådan en omgang, ligesom jordbær med basilikumis også er et hit, i hvert fald hos os. Jeg har endnu ikke prøvet selv at lave basilikumis, men jeg må afgjort give det et forsøg engang.

Jeg brugte 6 store jordbær til 3 tomater og jeg synes, at det gav en rigtig fin balance. Jordbærrene blev ikke på nogen måde overdøvet af tomaterne, men omvendt blev det heller ikke til en “dessert”. Faktisk blev jordbærrene næsten en integreret del af tomatfyldet på en sådan måde, at hvis ikke man vidste, at der var tale om jordbær, så kunne man godt sidde og blive helt i tvivl om, hvad de sød-syrlige tern i grunden var.

Jeg fjerner sjældent kernerne, når jeg skærer tomater i tern til bruschetta – kald mig bare doven, men her kommer det hele altså med. Til gengæld drysser jeg så lidt salt over tomaterne (salt hjælper med at trække vandet ud) og lader så tomatternene stå og afdryppe i en sigte i ca 30 minutter inden brug. På den måde drypper det meste af væden fra, så det ristede brød ikke bliver helt blødt og vådt, når tomatfyldet lægges på. Og apropos brød, så bruger jeg gerne et brød med lidt gods i. Lige for tiden er jeg inde i en periode, hvor jeg bager masser af grydebrød og de er helt perfekte til bruschetta, men ciabattaflütes og lignende er også gode. Det smarte ved grydebrødet er, at det smager allerbedst, når det er helt nybagt, så på 1. og 2. dagen, spiser vi brødet, som det er, med smør, ost eller pålæg og på 3. dagen skæres det sidste brød i skiver, som ristes og bliver til bruschettaer.

Bruschetta med tomat, jordbær og basilikum.

6 stk.

3-4 tomater

6 jordbær

1 håndfuld friskhakket basilikum

1 spsk olivenolie

salt

6 skiver flute, franskbrød eller lign.

Skær tomaterne i tern og kom dem i en si. Drys lidt salt over og lad dem afdryppe i ca 30 minutter. Hvis man synes, kan man fjerne kernerne i tomaterne, inden de hakkes. Skær jordbær i små tern og kom dem i en skål sammen med de afdryppede tomater. Vend friskhakket basilikum og olivenolie med tomater og jordbær. Rist brødskiverne og fordel tomatblandingen på brødskiverne. Server straks.

Note. Man kan sagtens lave bruschetta uden jordbær men blot med tomat og basilikum. Gnid evt. de ristede brødskiver med et fed hvidløg og dryp dem med lidt ekstra olivenolie, inden tomatblandingen fordeles på toppen.

Pin It on Pinterest

Share This