Print Friendly

Jeg har gjort det lidt i det græske køkken på det seneste – jeg ved ikke, om det er feriestemningen, der spiller ind, men i hvert fald har vi både fået moussaka med aubergine og kartofler og græsk salat og der bliver også lavet en hel del tzatziki med agurk og hvidløg. Forleden fik jeg så lyst til at lave en portion græske kødboller, som jeg husker dem, fra vi var på Kreta for nogle år siden – nemlig kødboller lavet på hakket okse- eller lammekød og med en dejlig krydret smag.

Så vidt jeg husker, fik vi de græske kødboller serveret med kartofler, salat og tzatziki, men jeg mindes også en udgave, hvor det hele var samlet i et fad – kødboller, sauce og kartofler – som efterfølgende var bagt i ovnen. Derfor gik jeg på jagt efter inspiration og kom blandt andet fordi en virkelig lækker opskrift på græske kødboller i tomatsauce på Persilles blog og ved at kombinere lidt af det ene og lidt af det andet, fik jeg kreeret denne her udgave, som er både nem og enkel og som smager skønt.

Der er tale om endnu en af mine “alt i et fad” opskrifter, som er super populære herhjemme – og faktisk også på bloggen. Selvom der skal koges en tomatsauce og laves fars til kødboller, som efterfølgende skal trilles, så er det stadig en dejlig nem opskrift og når først fadet er i ovnen, er der masser af tid til lige at få ryddet køkkenet og dækket et fint bord. Kniber det med tiden, så kan man evt. bruge et glas færdiglavet tomatsauce, men så ville jeg nok tilsætte lidt ekstra væde i form af vand – fadet skal stå i ovnen i ca 1 time, så en del af vandet vil fordampe og der skal være sauce nok til, at kartoflerne kan blive ordentligt tilberedt. Bruger man kartofler, som har fået et opkog, eller måske en rest kogte kartofler fra dagen før, så kan man formentlig reducere tilberedningstiden til ca. 30 minutter eller til kødbollerne er gennemstegte.

Jeg serverede de græske kødboller i fad med en græsk salat og store oliven. Et godt brød og tzatziki vil også være lækkert. Hvis man hellere vil have kartoflerne ved siden af, så kan man sagtens nøjes med at tilberede kødbollerne i tomatsaucen i fadet og i stedet vende kartoffelbåde med olie og krydderier og stege dem sprøde og lysebrune på en bageplade beklædt med bagepapir. Jeg vil skyde på, at tilberedningstiden så vil være omkring de 30 minutter, men prøv evt. at halvere en kødbolle og tjek, om den er gennemstegt.

Græske kødboller i fad med tomat og kartofler.

2-3 pers.

1 spsk olie

1 løg, hakket

2 fed hvidløg, pressede

1 ds hakkede tomater

2 dl vand

1 dl mælk – kan erstattes af vand

2 spsk friskhakket oregano – eller 2 tsk tørret oregano

chilipulver efter smag – kan udelades

1 nip sukker

salt og peber

Varm olien op i en gryde. Svits løg og hvidløg heri og hæld hakkede tomater, vand og mælk i gryden. Tilsæt oregano og evt. chilipulver og bring gryden i kog. Lad tomatsaucen simre, imens kødboller og kartofler klargøres. Når tomatsaucen skal bruges, smages der til med sukker, salt og peber og tomatsaucen blendes glat med en stavblender.

Kødboller.

400 gr hakket oksekød

1 æg

½ dl mælk

1 spsk hvedemel

2 fed hvidløg

2 spsk friskhakket oregano – kan erstattes af 2 tsk tørret oregano

2 tsk stødt spidskommen

salt og peber

Desuden.

6-8 store kartofler (500-600 gr)

1 peberfrugt

feta og friskhakket persille til pynt

Kom oksekødet i en skål og tilsæt æg, mælk, hvedemel, hvidløg, oregano, spidskommen, salt og peber. Rør det hele sammen til en krydret fars. Form farsen til kødboller på størrelse med golfbolde. Skræl eller skrub kartoflerne og skær dem i både. Rens peberfrugten og skær den i grove strimler. Fordel kartoffelbåde og peberfrugt i bunden af et ildfast fad og placer de rå kødboller ovenpå. Smag tomatsaucen til, blend den glat med en stavblender og hæld den over kartofler og kødboller i fadet. Sæt fadet i ovnen ved 200 grader varmluft i ca 45-60 minutter eller indtil kartoflerne er møre. Bliver kødbollerne mørke på toppen, kan de vendes ned i saucen, eller man kan dække fadet til med stanniol. Drys med smuldret feta og friskhakket persille på toppen og server.

Note. Bryder man sig om oliven, så kan man også sagtens tilsætte en håndfuld sorte eller grønne oliven til kartofler og peberfrugt i fadet. Vi spiste oliven ved siden af.

Pin It on Pinterest

Share This