Print Friendly

Det er højsommer og vi frådser i sæsonens frugt, grønt og krydderurter. Krydderurterne har vi heldigvis i haven og mine forældres gedigne køkkenhave og drivhus er også leveringsdygtige i et væld af forskellige grønsager, men indimellem kunne jeg godt ønske mig at bo i en by med 1-2 ugentlige torvedage. Der er nu noget over sådan et rigtigt torv, hvor man frit kan vælge og vrage blandt massevis af boder med oste, kød, fisk, honning, brød og massevis af frugt, grønt og blomster.

Nu skal jeg ikke klage, for vi har jo massevis af lækre specialbutikker i Vejle, som byder på alt muligt godt og jeg ved præcis, hvor jeg skal gå hen, hvis jeg skal have godt kød, gode oste, lækkert brød og frisk, økologisk frugt og grønt, men jeg savner nu engang imellem et rigtigt velbesøgt torv fyldt med boder, som jeg fx har oplevet det i Silkeborg og som jeg husker det fra Ingerslevs Boulevard, da vi boede i Aarhus.

Det var et sidespring – jeg må hellere komme tilbage til madplanen for den kommende uge, hvor de sørme har lovet både sol og sommervejr. Der er grillmad og lette sommerretter på menuen.

Madplan uge 29.

Mandag – Selvom det måske ikke ligefrem er årstid for simremad, så har jeg fået sådan lyst til denne her kylling i stegeso med timian og citron, så nu må jeg vist have støvet stegesoen af for en kort bemærkning. Kyllingen kommer til at ligge på en bund af små, nye kartofler, løg og gulerødder og bliver serveret med den lækre stegesky, som samler sig i bunden af stegesoen under tilberedningen. Jeg regner med, at vi skal have lidt godt brød ved siden af, måske et nemt og lækkert grydebrød. Vi kan selvfølgelig ikke spise hele kyllingen på én gang, så det tiloversblevne kyllingekød gemmes til senere på ugen.

Tirsdag – Ugens vegetar bliver både nem og lækker – vi skal have spinatlasagne med bechamelsauce, som er endnu en af mine lasagnefavoritter – jeg har vist ret mange lasagnefavoritter efterhånden. Jeg laver nok en portion nemme og lækre hvidløgsbrød til lasagnen af resterne af mandagens grydebrød.

Onsdag – Menuen står på denne her fantastisk one pot pasta med kylling og bacon, som blot tager et kvarter at lave, når alle ingredienserne er samlet i gryden. Og da der skal bruges tilberedt kylling, bruger jeg selvfølgelig noget af kyllingen fra mandag. Tilbehøret bliver denne her skønne tomatsalat med mozzarella og syltede rødløg. Jeg laver lidt ekstra af de sylteede rødløg, nu jeg er i gang – så er der også til aftensmaden torsdag.

TorsdagHjemmebagte pitabrød med lækkert salatfyld og dressing. Strimlet salat, friske spinatblade, tomat, agurk, majs, ærter, revet gulerod, fetaost, oliven og syltede rødløg fra onsdag. Desuden det sidste kylling fra mandag og så regner jeg med at købe en pakke silkeskåret, italiensk, kogt skinke og skære den i tynde strimler.

Fredag – Vi skyder weekenden i gang med er par flammkuchen/tarte flambée med løg og tynde skiver af en rigtig god, lufttørret skinke (jeg bruger gerne serrano). De bliver formentlig tilberedt på grillen, nøjagtig ligesom når vi bager pizzaer på grillen, hvis ellers vejret holder. Tilbehøret bliver blandet grøn salat med en god olie-eddikedressing og så måske et lille glas kølig hvidvin.

Lørdag – Jeg hepper på grillvejr, så vi kan grille gode spareribs og hotwings fra slagteren i tørvejr. Tilbehøret bliver majskolber, hjemmelavet coleslaw og så en eller anden form for kartoffel, måske disse her knuste kartofler med rosmarin.

Søndag – Ugen afrundes med en gåtur et eller andet sted i nærheden af en havn og en fiskehandler, måske Juelsminde, hvor jeg håber, at vi kan få købt lidt frisk fisk og rejer med hjem til en lækker fiskeburger med kryderurtedressing, som bliver serveret med ristede kartofler. Hvis vejret er til det, kan vi måske også drikke en cafe latte i en af cafeerne på havnen og nyde sommerstemningen.

Pin It on Pinterest

Share This