Print Friendly, PDF & Email

Så er vi kommet godt i gang med september og efteråret. For mig er september nu ikke sådan rigtigt efterår – nærmere en sensommermåned idet man sjældent kan sammenligne september med oktober og november sådan vejrmæssigt. Alligevel sniger der sig nu et par efterårshits og en enkelt omgang simremad ind på ugens madplan, ligesom diverse ovnretter også begynder at gøre deres indtog, men med vejrudsigten for den kommende uge – hvor de lover en masse regn – så er det vel også helt på sin plads.

Madplan uge 37.

Mandag – Mandag skal der en gang simremad på menuen i form lækre svinekæber i rødvinssauce med kartoffelmos. Den store stegegryde er godt nok ikke fundet frem fra kælderen endnu, men med september har vi taget hul på efteråret og så skal der gang i efterårs- og hyggemaden.

Tirsdag – På Aarstidernes høstmarked købte vi massevis af lækre, solmodne tomater. Nogle af dem bliver brugt til denne her lækre, ovnbagte tomatsuppe, som vi skal have til aftensmad tirsdag aften og så bager jeg et par af de her super nemme koldhævede flutes til suppen. Til dessert skal vi have en portion belgiske vafler, for vi har snakket en del om belgiske vafler på det seneste – sjovt som man får lavet den slags i perioder, for så helt at glemme det igen i lange tider.

Onsdag – Vi skal have et lækkert farsbrød med timian og bacon og ovnristede kartofler ved siden af. Dertil en god sauce, lavet på skyen fra farsbrødet og en gang sprøde broccoli fritter – nu der alligevel er gang i ovnen.

Torsdag – Spicy oksekød med spidskål og karry. En supergod måde at få brugt de råvarer på, som er i sæson netop nu og få spist en masse grønsager. Det krydrede oksekød og kål bliver pakket i en portion madpandekager, drysset med ost og gratineret 10 minutter i ovnen, til osten er smeltet. Vi spiser gerne pandekagerne med lidt soya og måske sød chilisauce – et hit på middagsbordet og en af vores livretter.

Fredag – Weekenden skydes i gang med en boblende varm og lækker hjemmelavet lasagnette og et glas rødvin ved siden af. Tilbehøret bliver en lækker tomatsalat med frisk mozzarella og syltede rødløg. 

Lørdag – Moules frites eller sagt på en anden måde hvidvinsdampede blåmuslinger med hjemmelavede ovnfritter og en lækker aioli til at dyppe fritterne i. Måske en lidt spøjs kombination, men hold nu op hvor det bare fungerer.

Søndag – Vi skal have svensk pølseret med tomat og paprika. En nem og lækker søndagsmenu, hvor alle ingredienserne blot skal samles i en gryde – forhåbentlig efter en dejlig lang søndags-gåtur i solskin, for jeg håber på at få plukket lidt brombær og måske lidt tidlige hyldebær.

Pin It on Pinterest

Share This