Bliv medlem af Maden i mit livs Madklub
Madenimitlivs Madklub

Lækker kartoffelsuppe med blomkål…

2 kommentarer
Aftensmad - masser af inspiration til aftensmaden, Billig aftensmad - mad på budget., Hovedretter, Lette retter, Opskrifter, Suppe, Vegetar
Gå direkte til opskriften

Med oktobers komme – og ovenpå de sidste ugers mange regnvejrdage – har supperne igen gjort deres indtog herhjemme hos os. Jeg er vild med supper, som giver varmen på kølige dage og som man nærmest kan lave ud af ingenting – det er i hvert fald ofte sådan, at når køleskabet åbnes og der tilsyneladende ikke rigtigt er noget på hylderne, så kan den smule der er, næsten altid tranformeres om til en eller anden form for lækker suppe.

I denne omgang blev det til en kartoffelsuppe – den klassiske kartoffelsuppe er generelt et hit herhjemme og hører i dén grad efteråret til, men da der også lå et halvt lille blomkålshoved i grønsagsskuffen, kom det også med i gryden og det gjorde bestemt ikke smagen ringere. Man kan forresten sagtens bruge kogt blomkål i stedet for rå, så hører man til dem, som altid har en smule blomkål til overs fra aftenen før, så er her en hel perfekt måde at få det brugt på, i stedet for at smide det ud.

Jeg serverer gerne kartoffelsuppe med ristede bacontern. Forleden blev det nu bare til et generøst drys friskhakkede krydderurter fra haven – en god håndfuld hakket purløg og persille, da vi også fik disse her pizzaruller med skinke og ost til suppen. Vi fik den første frost i nat og i morges var den del af græsplanen, som ligger nærmest søen, helt hvid af rimfrost – der går formentlig ikke lang tid, før de små persillekviste står stive og hvide i jorden om morgenen, så vi bruger flittigt af de sidste krydderurter i disse dage.

Gider man ikke bacon i tern, så prøv i stedet lidt sprødtstegt chorizo i små bidder. Stegt kylling i mundrette tern er også godt og skal det ikke være kød, så kan jeg anbefale knuste rugbrødschips eller ristede græskarkerner, som giver et lækkert crunch til den cremede suppe.

5 fra 1 stemme

Kartoffelsuppe med blomkål

Samlet tid30 minutter
Antal: 4 personer

Ingredienser

  • 1 spsk olie
  • 1 løg (skrællet og skåret i grove tern)
  • 250 gr blomkål (delt i mindre buketter)
  • 500 gr kartofler (skrællede og skåret i tern)
  • 8 dl grønsagsbouillon (evt. vand + bouillonterning)
  • 1 dl madlavnings- eller piskefløde
  • revet muskatnød (kan udelades)
  • salt og (hvid) peber

Fremgangsmåde

  • Varm olien op i en gryde og sauter løg og blomkål heri et par minutter - de skal ikke tage farve. 
  • Tilsæt kartofler i tern og hæld bouillon ved. Læg låg på gryden, bring den i kog og lad suppen koge i 20-25 minutter, til grønsagerne er møre. 
  • Blend suppen glat med en stavblender. Tilsæt fløde og smag til med revet muskatnød, salt og peber. 
  • Varm suppen igennem og server med et godt drys friskhakkede krydderurter og evt. stegt bacon på toppen.
Der kan sagtens bruges tilberedt blomkål i stedet for rå, hvis man har en rest liggende. Tilsæt blomkålen lige inden suppen blendes glat.
Subscribe
Notify of
2 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Dorte Jørgensen
6 år siden

Superlækker suppe. Jeg skal lave den for anden gang i aften(første gang for 3 uger siden), sammen med de superlækre koldhævede flutes 🙂

Maden i mit liv.
6 år siden

Dorte – Det glæder mig, at supper er et hit sammen med de koldhævede flutes – det er også en af mine favoritter lige nu, hvor vi spiser masser af varme supper 😀