Print Friendly, PDF & Email

I efterårs- og vintermånederne er det højsæson for lækre rodfrugter og andre grove grønsager og det bliver selvfølgelig udnyttet fuldt ud herhjemme hos os, hvor vi i løbet af de kommende måneder spiser os igennem kilovis af græskar, diverse kåltyper og masser af gulerødder, pastinakker, selleri, rødbeder og persillerødder.

Græskarrene bliver enten til græskarsuppe eller skåret i mindre stykker og vendt med olie og krydderier, inden de bages møre i ovnen og fungerer som skønt tilbehør til diverse kødretter. Kålhovederne ender for det meste som forskellige spicy retter a la denne her med oksekød, hvidkål og masser af krydderier og bliver enten spist “au naturel” eller som fyld i madpandekager og tortillas. Og så er der jo rodfrugterne. Vi er rigtig gode til at falde tilbage på den klassiske omgang ovnbagte rodfrugter med sennep, timian og honning, men er også blevet glade for varianter som fx disse her pastinakker a la hasselback. Og så er det helt forrygende lækkert at kaste sig ud i en omgang flødebagte kartofler, men droppe kartoflerne og i stedet bruge rodfrugter. Nemt og lækkert tilbehør, som kræver et minimum af arbejde og kan serveres til langt de fleste kødretter.

Jeg køber gerne rodfrugter de steder, hvor jeg selv kan få lov til at blande en posefuld, som efterfølgende vejes. Dels kan jeg få lov til at fiske efter de største og tykkeste basser, hvilket er helt perfekt, når de skal flødebages, men derudover så kan jeg også få lov til helt selv at bestemme, hvordan min blanding skal se ud og hvor mange gulerødder eller pastinakker jeg eksempelvis vil have. Rødbeder, som har været en tur i ovnen, smager vældig godt, men den kraftige, røde farve trænger ud i fløden under bagningen og giver et temmelig lyserødt resultat, så medmindre man ikke har problemer med en pink servering til aftensmad, foreslår jeg, at man holder sig fra rødbeder og i stedet bruger de hvide eller gule beder, hvis man ikke vil undvære dem. Og selvfølgelig behøver man ikke holde sig fra kartoflerne – bare fordi man har udskiftet kartoflerne med rodfrugter, så kan man jo sagtens smutte 2-3 store kartofler i skiver med i fadet – de smager forrygende sammen med de øvrige grønsager.

Jeg serverede en lækker, stegt kylling til de flødebagte rodfrugter og på den måde kunne hele middagen passe sig selv i ovnen, imens vi gik en lille tur med Villy. Jeg elsker denne her tid på året og jeg nyder “den blå time” og tusmørket, lige inden det bliver helt mørkt og lysene tændes et efter et i alle husene. Der er noget særligt ved luften i november – den er klar, frisk og kold med en snert af brænderøg og en lille gåtur inden spisetid er bare noget af det bedste jeg ved.

Flødebagte rodfrugter.

2-3 pers.

ca 600 gr blandede rodfrugter, fx pastinakker, persillerødder, gulerødder, mm

2½ dl fløde (piskefløde eller madlavningsfløde)

salt og peber

evt. 50 gr revet ost

Skræl rodfrugterne – vælg gerne nogle, som er lidt store og tykke i det – og skær dem i tynde skiver á 3-5 mm. Læg rodfrugterne i et ildfast fad, hæld fløden over og drys med salt og peber. Sæt fadet i ovnen ved 180 grader i 50-60 minutter, til rodfrugterne er møre og fløden er kogt ind og tyknet. Vil man have revet ost på toppen, anbefaler jeg, at man tilsætter det, når der er ca 30 minutter af tilberedningstiden tilbage – osten kan, efter min mening, godt komme til at smage lidt branket, hvis den drysses på fra start og får den fulde tid i ovnen.

Note. I stedet for ren fløde kan man bruge en blanding af fløde og mælk – det letter fedtprocenten en smule, men væden vil ikke koge ind og blive cremet på samme måde. Man kan bruge alle former for rodfrugter og man kan selvfølgelig også blande med kartofler. Rødbeder smager godt, men den røde farve trænger ud i fløden og gør hele retten lyserød, så medmindre der står “prinsessemad” på programmet, skal man lige passe på med at bruge røde og bolchestribede rødbeder. De hvide og gule beder giver dog ingen problemer.

Pin It on Pinterest

Share This