Print Friendly, PDF & Email

Jeg synes, at det er noget af det hyggeligste, når de første julelækkerier dukker op i butikkerne i starten af november og for mig bliver det aldrig for tidligt. Tværtimod synes jeg, at det er en fordel, for så har jeg rigtig god tid til at snuse rundt imellem de mange, lækre sager og blive inspireret og efterfølgende eksperimentere med mine egne udgaver derhjemme i køkkenet, inden vi når december, der for de flestes vedkommende er en lidt travl måned med masser af arrangementer.

Det er efterhånden blevet en helt lille tradition, at jeg bruger november på de hyggelige før-juleforberedelser, som fx at lægge dej til honningkager, koge hjemmelavet rødkål til fryseren og lave gløggekstrakt til både rød og hvid gløgg, men lige præcis gløggekstrakt plejer jeg nu at lave i både november og december, for når først vi er kommet igang, så ryger der en del af den lækre, hjemmelavede gløgg.

En gløggekstrakt er i bund og grund super simpel at lave og det er ved at være mange år siden, jeg har købt en flaske færdiglavet gløgg, som efterfølgende blandes med vin og varmes – det skulle da lige være, hvis jeg er stødt på nogle virkelig lækre og spændende varianter. Jeg bruger gerne en base af lidt forskellige citrusfrugter – appelsin, clementin, citron, lime eller hvad man nu har liggende og æblemost eller appelsinsaft. Æblemosten bruger jeg primært til hvid gløgg og appelsinjuice, hvis jeg laver ekstrakt til klassisk rødvinsgløgg. 

Desuden ryger der et mindre arsenal af varme og duftende krydderier i gryden – alt hvad jeg har liggende i skabet, som bare minder om jul og der vil jeg lige skynde mig at slå fast, at der er ikke noget, som er rigtigt eller forkert. Nedenstående opskrift på ekstrakt er kun ment som inspiration og har man eksempelvis ikke lige allehånde eller hele peberkorn, så udelader man det bare eller bruger noget andet, fx en smule frisk ingefær. Så længe man holder sig til de gængse julekrydderier, så kan det næsten ikke gå galt og man kan sagtens nøjes med færre varianter, end jeg har brugt.

Når ekstrakten er færdig og har trukket, kan den blandes med hvidvin – og rom, hvis man synes – og selvfølgelig behøver man ikke lave en kæmpe portion. Man kan sagtens strække både ekstrakt og vin over flere dage og blot varme et par glas ad gangen. Desuden kan man lave en alkoholfri version ved at tilsætte lidt ekstra æblemost til ekstrakten og varme det op – tilsæt evt. lidt smuttede mandler og rosiner og så har man en dejlig alkoholfri og børnevenlig vintertoddy med smag af skønne krydderier, som giver varmen helt ud i tæerne.

Hjemmelavet hvid gløgg ekstrakt.

2 usprøjtede appelsiner eller 3 clementiner

1 usprøjtet citron/lime

7 dl æblemost

½ vanillestang – ½ tsk vanillepulver kan også bruges

1 nip sukker

2 stjerneanis

5 kardemommekapsler

2-3 hele kanelstænger

1 tsk hele nelliker

5 hele peberkorn

½ tsk stødt allehånde – kan udelades

Appelsiner/clementiner og citron skæres i tynde skiver – man kan også presse saften af frugterne i stedet og komme den i gryden sammen med de tomme skaller. Hæld æblemost i gryden – der skal være væde nok til, at appelsinskiverne vipper lidt rundt i gryden. Skrab kornene af vanillestangen og mas dem ud i et nip sukker, så kornene skilles ad. Kom den tomme vanillestang og vanillestukkeret i gryden sammen med stjerneanis, kardemomme, kanelstænger, nelliker, peberkorn og stødt allehånde. Bring gryden i kog og lad ekstrakten koge i 10-15 minutter. Tag den herefter af varmen, lad den afkøle og hæld det hele i en bøtte med låg, en stor skål eller lignende. Lad ekstrakten trække på køl i ca 24 timer, inden den sies over i en skoldet flaske. Ekstrakten kan holde sig et par uger på køl – skal den holde længere, så kan man med fordel tilsætte alkohol (rom) til ekstrakten, i stedet for at komme det i selve gløggen. Hvid gløgg tilberedes efter nedenstående opskrift.

Hjemmelavet hvid gløgg.

8-10 glas

1 portion gløgg ekstrakt efter ovenstående opskrift

1 flaske hvidvin

4-5 spsk sukker eller efter smag

1-2 dl hvid rom – kan udelades

smuttede mandler og rosiner til servering

Kom gløggekstrakt og hvidvin i en gryde og varm det op. Tilsæt sukker og rom efter smag og server den rygende varme gløgg i glas med smuttede mandler og rosiner. Husk at gløggen ikke må komme i kog under opvarmningen, så fordamper alkoholen.

Note. Man kan sagtens udelade rom i gløggen og i stedet nyde den lidt mildere hvidvinsgløgg. Vil man have en helt alkoholfri version, så kan man nøjes med at tilsætte lidt æblemost til ekstrakten og lave varm æblegløgg.

Pin It on Pinterest

Share This