Print Friendly, PDF & Email

Så nåede vi november og i den kommende uge kan vi se frem til at fejre Mortens aften – det første rigtige og hyggelige tegn på, at julemåneden nærmer sig, hvis man spørger mig. Vi skal traditionen tro fejre Mortens aften sammen med min familie og spise lækker andesteg – nej, det med gås på Mortens aften er heller ikke slået igennem hos os, men derudover byder den kommende uge også på masser af andre, lækre retter…

Madplan uge 46.

Mandag – Der skal solskin og sommerferiestemning på tallerkenen mandag aften, hvor menuen står på lækker, spansk kylling med chorizo. Jeg køber lidt ekstra kyllingebryst og koger en ekstra stor portion ris, så der er til tirsdag, hvor menuen ligeledes står på kylling og ris, men fra en helt anden verdensdel.

Tirsdag – Vi skal have stegte ris med kylling og grønsager, også kaldet asiatisk biksemad. Forrygende lækkert og en af vores mange favoritter – hele herligheden bliver serveret med soya og sød chilisauce.

Onsdag – Ugens vegetar bliver en omgang falafel-vafler med salatfyld og creme fraiche dressing – en supernem og lækker (og lidt anderledes) måde at lave falafler på og har man ikke et belgisk vaffeljern, så kan falaflerne også sagtens tilberedes i ovnen.

Torsdag – Menuen står på denne her lækre shepherd’s pie, som nok i virkeligheden er en cottage pie, da den er lavet med hakket oksekød i stedet for lammekød. Tilbehøret bliver ovnbagte rodfrugter, som meget passende kan komme i ovnen samtidig med pie’en.

Fredag – Fredag er det Mortens aften, som vi traditionen tro holder sammen med min familie og der er lagt op en til hyggelig aften med klassisk andesteg og brun sauce, hvide og brunede kartofler og hjemmelavet rødkål. Måske vi også skal have en portion ris a la mande til dessert?

Lørdag – Der står hyggeaften og date night på programmet og vi have en klassisk tunmousse med røget laks og et bjerg af pil-selv rejer med lyserød dressing. Desuden lidt lækker charcuterie, et par gode oste, kølig hvidvin i glassene, hjemmebagte koldhævede flutes og måske en grøn salat og så bliver det ikke ret meget bedre.

Søndag – Menuen står på en vaskeægte klassiker – vi skal nemlig have stegt flæsk med persillesauce, kartofler og rødbeder. Jeg steger altid flæsk i ovnen – det bliver supersprødt og sværen knasende sprød og boblende – præcis som på en flæskesteg.

Pin It on Pinterest

Share This