Print Friendly, PDF & Email

Uge 45 kom og er næsten gået igen og nu mærker vi for alvor, at julemåneden nærmer sig. Der er ænder, julemedister og flæskestege i kølediskene i alle supermarkeder og store “øer” med juleslik, gløgg og pebernødder springer os i øjnene, når vi handler ind. Jeg elsker det og er allerede så småt gået igang med de første, hyggelige før-juleforberedelser som fx gløgg-ekstrakt og dej til honningkagehjerterne, som kun bliver bedre af at ligge et par uger, inden det skal bruges.

På madfronten kommer der selvfølgelig også til at snige sig flere og flere juleprægede retter ind fra nu af, for jeg er bestemt tilhænger af, at eksempelvis andesteg skal spises til andet og mere end blot juleaften og et par julefrokoster. Derfor er det bare med at udnytte det store udvalg af lækre muligheder, som vi er så heldige at have den næste halvanden måneds tid, uden at det på nogen måde skal blive for meget, så vi kører træt i julemaden før jul, selvfølgelig. En form for gylden middelvej må være løsningen.

Madplan uge 46.

Mandag – Vi skal så småt have startet vores lille madklub op igen efter længere tids pause og da det lige har været Mortens aften, har vi aftalt, at der skal and på bordet. Jeg overvejer kraftigt at lave andebryst i stegeso med kartofler og gulerødder og en lækker andesauce. Vi skal have en lækker rødkålssalat med vindruer, appelsin og valnødder og måske også en pandefuld brunede kartofler ved siden af.

Tirsdag – Når jeg nu alligevel skal have ovnen kørende mandag, så er det jo oplagt også at lægge et par bagekartofler derind og lave dobbeltbagte kartofler med cheddar til aftensmad tirsdag. Kartoflerne er lækre som tilbehør, men lige så ofte spiser vi dem faktisk som hovedret med en blandet salat og creme fraiche dressing ved siden af. De både mætter og smager forrygende godt.

Onsdag – Vi skal have en porretærte med kylling, karry og bacon – der er porrer i massevis i butikkerne nu og så er jeg blevet helt vild med kombinationen af kylling, karry og bacon i tærter, så den er jo ret oplagt. Jeg regner med, at servere en blandet salat af resterne fra tirsdag til tærten.

Torsdag – Vi skal have en portion god, gammeldags vintermad a la mormor i form af et fyldt hvidkål med en krydret fars og tilbehør af kogte kartofler og persillesauce. Nem og lækkert og meget mættende.

Fredag – Denne uges “fredags-lasagne” bliver en kyllingelasagne med fløde-tomatsauce og spinat. Et virkelig hit herhjemme og et skønt alternativ til de mange kyllingelasagner med hakket kylling, da denne laves med kyllingebryst i mundrette tern. Vi tager en helt simpel salat på friske babyspinatblade, tørrede tranebær og ristede pinjekerner ved siden af – så enkelt og lækkert.

Lørdag + søndag – Sådan lidt spontant besluttede Morten og jeg for en måneds tid siden, at vi ville en tur til London på en forlænget weekend. Vi rejser lørdag formiddag og vender tilbage tirsdag aften, så jeg snupper et par fridage i køkkenet og ser frem til 4 skønne dage med masser af shopping, cafébesøg og julehygge. Mon ikke også der kommer et par indlæg om London på bloggen?

Pin It on Pinterest

Share This